Andet: Vicktorias virkelige historie/ Om selvværd og skuespil


Vicktorias virkelige historie/ Om selvværd og skuespil

Deadline inden d. 1. januar 2019

Vicktorias virkelige historie/ Om selvværd og skuespil

Vi
har haft stor fornøjelse af at benytte Victoria Noell Ingberg i mange
sammenhænge på DASK-online, hvorfor denne historie som hun skrev på sin
FB side i forbindelse med hendes fødselsdag forleden rørte os ekstra
meget. Som vi har fået lov at dele, fordi hendes ord måske også vil
betyde noget for dig ;-)


“Det væsentlige er usynligt for øjet, kun med hjertet kan man se rigtigt”

Jeg
har ingen fin uddannelse eller fine eksamens papirer. Jeg blev mobbet i
skolen af mine folkeskolelærer. Jeg kunne heller ikke forstå, at jeg
var så dårlig som de sagde. Derfor fik jeg ind imellem min kloge mor,
som gik ud af gymnasiet med ene af 12 taller, til at lave mine opgaver.
Jeg fik stadig bundkarakterer, på trods af, at der ingen røde streger
var. Når jeg spurgte mine lærer, hvad jeg kunne gøre for at forbedre
mig, havde de aldrig lige tid til mig.

Jeg tabte mig selv i
skolen. Jeg havde ingen succes oplevelser Jeg gik ind i mig selv. Jeg
har altid været dårlig til alt og har altid lidt meget af lavt selvværd.

Jeg
har aldrig helt kunne finde min rette hylde. Jeg har altid mødt meget
modgang. Jeg har følt mig som en fejl. Jeg er altid blevet misforstået.

Da
jeg kom ud på arbejdsmarkedet fortsatte mobningen. Jeg har været udsat
for meget grov voksenmobning det meste af mit arbejdsliv. Mest af
kvinder. Det var så modbydeligt.

Nogle gange var det så voldsomt,
at mine nærmeste veninder græd, fordi de synes det var så synd for mig.
Fordi jeg blev så uretfærdigt behandlet. Det har gjort, at jeg har
måtte stoppe adskillige jobs og uddannelser fordi jeg simpelthen blev
mobbet ud.

Jeg har det meste af mit liv ladet andre folk slukke
mit indre bål, fordi jeg har givet dem ret. Jeg har givet dem ret i, at
jeg intet var værd, at det hele var min skyld, at jeg var alt for meget,
at jeg var dum, at jeg var en fejl, at jeg var forkert. Det har gjort
at jeg ikke har turde vise, hvem jeg i virkeligheden var. For det
skræmte folk.

Jeg fandt ud af, at jeg kunne være i fred, når jeg
slukkede mit lys. Jeg fandt ud af, at folk kun ville være sammen med mig
når jeg slukkede mig. Men når man gør det længe nok - så slukker de
sidste sølle gløder i sit bål til sidst - og så "dør" man. Det har jeg
lige været igennem.
Jeg faldt fysisk om på mit tidligere arbejde,
hvor jeg havde arbejdet i 5 år. Jeg brød sammen og græd i 3 dage
uafbrudt. Noget som den hårde og seje Vicktoria aldrig har gjort før.

Jeg
gik til lægen og han fortalte mig, at jeg havde en meget svær
depression og ville råde mig til at tage medicin (hvilket jeg nægtede).
Det var hårdt for mig at accepterer.

Mig!? Vicktoria…?! Som kan
alt?! Som har gået igennem ild og vand og stadig lever?! Mig som altid
er positiv?! Hvordan kan jeg have en depression?

Men jo. Jeg måtte overgive mig og accepterer det. Jeg kunne godt mærke inde i mig selv at den var helt galt.

Så der sad jeg så. I mørket. Fordi jeg havde tilladt andre at slukke mit indre bål.

Jeg fik ingen hjælp af kommunen eller lægen. Jeg måtte klarer det her selv.

Jeg måtte finde ud af, hvad jeg kunne gøre for at tænde mig selv igen.
Jeg
bad inderligt om, at det der tænder mit bål ikke er skuespillet og det
at være frivillig og hjælpe mennesker. For det er en hård branche og der
er heller ikke så frygtelig mange penge i at være frivillig/ambassadør
for gode formål.

Men jeg fandt "desværre" ud af, at det var den vej jeg skulle gå for at live op igen.

En
måned efter jeg havde fået “dommen” fra min læge, at jeg havde en
depression, mente min kommune ikke at jeg var syg mere, på trods af, at
de havde snakket med min læge, som var rasende over deres beslutning.
Men kommunen skulle følge deres kasser og regler osv.

Jeg skulle
ud på arbejdsmarkedet igen. For jeg så jo heller ikke deprimeret ud. De
kunne ikke tage mig seriøs. Jeg var altid pæn i tøjet, duftede af
parfume, og med et kæmpe smil på - “og så kan man jo ikke være syg”.

Der
er sikkert også mange af jer her på Facebook der slet ikke har bemærket
det. Men jeg er bare en person der ikke vil belemre andre med mine
problemer og jeg ønsker ikke at folk skal have ondt af mig osv. Jeg har
ikke været pinlig over at fortælle folk om hvad der sker i mit liv, så
folk der har spurgt har fået sandheden med det samme.

Men ved
hele tiden at have et smil på, så har jeg undgået unødigt opmærksomhed
og kunne få lov til at gå i fred, uden at skulle trække andre ned, fordi
jeg selv havde det dårligt. Jeg ville ikke "smitte" andre. Men det
kunne kommunen ikke sætte sig ind i.

Så jeg er på dagpenge nu.
Jeg har altid arbejdet uden nogle huller i cv'et. Jeg begyndte at
arbejde som 12 årig og har ofte haft 5-6 jobs, samt jobs som frivillig
på en gang. Jeg gik ned med stress første gang som 15 årig.

Jeg
kom i karantæne i min a-kasse den første måned, fordi de mente, at jeg
selv var skyld i min fyring. Før det havde jeg været i pengeproblemer
pga jeg modtog en anden løn end hvad jeg var vant til.
Det
resulterede i at jeg ingen penge havde. Jeg kunne ikke betale mine
regninger. Mit internet og telefon blev lukket, hvilket resulterede i,
at jeg ikke kunne være ordentlig jobsøgende.

Jeg fortalte min
a-kasse om problemet og de sagde til mig, at det kunne de ikke tage
hensyn til og hvis jeg ikke gik ind på nettet og meldte mig ledig osv og
tog telefonen, hvis der blev ringet til mig, så kunne jeg ikke få
dagpenge og så måtte jeg på kontanthjælp.

Min bank ville på ingen
måde hjælpe mig og var sure på mig, fordi jeg jo var uansvarlig i deres
øjne. Alle ringede og krævede penge. Penge jeg ikke havde. Jeg
udviklede en angst for at tage telefonen, åbne postkassen og gå udenfor.
For hver gang jeg gjorde det fik jeg skæld ud eller fik følelsen af
magtesløshed.

Jeg spurgte kommunen, hvordan jeg skulle få mad. De
var ikke særlig behjælpelige. De sagde, at jeg kunne gå ned på et
herberg for hjemløse og spise aftensmad hver dag. Der blev jeg målløs.
Jeg spurgte hende om hun selv ville benytte dette tilbud, hvis hun stod i
mine sko, og der måtte hun være ærlig og sige, at det ville hun ikke,
fordi hun ville synes det var pinligt og nedværdigende.

Jeg blev
vred på systemet her i Danmark. Mig som altid havde været en god borger
og arbejdet røven ud af bukserne og det meste af mit liv været frivillig
og brugt min tid på at hjælpe andre. Jeg har tænkt mere på andre end
mig selv og jeg har slikket røv på mine arbejdspladser og systemet for
at please dem. Hvordan kan det passe, at jeg skal skal behandles som
skrald nu.

Når jeg henvendte mig på kommunen ved skranken og bad
om hjælp (hvilket er noget jeg aldrig gør - for jeg kan og vil jo alting
selv) så kom der en meget lav kvinde hen til skranken og så ned på mig,
på trods af at hun var lavere end mig. Hun snakkede til mig som om jeg
intet værdi havde og grinte af mig og gad ikke bruge sin tid på mig.

Jeg
begyndte min tid i a kassen. Jeg har skrevet minimum 200 ansøgninger.
Jeg er ikke blevet kaldt ind til én eneste samtale. Min a kasse presser
på. Lige nu er de ved at overveje om jeg stadig er berettiget til
dagpenge, fordi de ikke mener jeg gør det godt nok. Men dette emne vil
jeg lige lade ligge lidt.

Skiftet...

Lige siden jeg
begyndte at spille skuespil er det gået hurtigt indenfor dette område.
Jeg får så meget ros for mit arbejde - for første gang i mit liv. Jeg
har arbejdet sammen med store anerkendte og oscarvindende instruktører
og skuespillere som har rost mig til skyerne. De har behandlet mig som
noget særligt og unikt. Jeg har set mit eget lys i deres øjne. Jeg kan
se i deres øjne, at de kan se “mig” og mit store talent.

Jeg har
jo hele mit liv skulle være en anden end den jeg var, for at kunne passe
ind. Jeg har været nødt til at udvikle en kæmpe medfølelse og empati
for andre for at kunne aflæse de folk jeg var sammen med, for at jeg
kunne finde den rette maske, så jeg ikke blev slagtet. Det har været ren
overlevelse. For hvis jeg var mig selv gjorde det alt for ondt. Fordi
folk blev skæmte eller jaloux. Så det her, har jeg fundet ud af, at jeg
verdenmester i. Det ligger så naturligt for mig. Det er som at klø mig
selv i håret.

Min empati er så stærk og veludviklet, at jeg kan
gå ind i hvilken som helst rolle uden problem. For mit liv har heller
ikke været en dans på roser. Den har været hård og traumatiserende men
selvfølgelig også det modsatte. Jeg har oplevet alle følelser på hele
følelses registeret. Ikke bare sådan "følt dem lidt". Nej - mit liv har
været meget kontrastfyldt og meget ekstremt. Og det er jeg så evigt
taknemmeligt for nu!

Det gør at min krop og mit sind nu er en
veludviklet maskine med mange små nuancer. Når jeg får en rolle tildelt
kan jeg hurtigt finde den rette maske og tilsvarende følelser, også er
jeg klar til at spille!
Jeg oplever så meget flow, når jeg arbejder
som skuespiller. Jeg oplever pludselig så mange, som kan se mit talent.
Noget som jeg jo aldrig har prøvet før og derfor selv er ret målløs.

Jeg
bliver ofte hyret til små ting, fordi jeg jo ikke har en
skuespilleruddannelse. Men jeg ender oftest helt oppe foran kameraet
selvom det ikke var meningen fra start. Nogle gange får jeg tildelt
replikker, selvom det ikke var meningen. Nogle gange kommer instruktøren
ud fra sit skjul, kun for at rose mig foran alle de andre, også går han
ind på sin pind igen.

Når jeg er statist på store udenlandske
film, bliver jeg ofte behandlet anderledes end de andre. Jeg får kindkys
af instruktørerne og de kommer hen til mig og vil være heeelt sikre på,
at jeg kommer igen i morgen. Jeg får lov til at sidde inde ved
instruktørerne, selvom det normalt ikke er noget man må, som statist på
store produktioner.

Make up artisterne kommer forvirret hen til
mig, fordi de ikke kan finde ud af, om jeg er statist eller “rigtig
skuespiller” fordi jeg bliver behandlet så godt af crewet og falder så
godt ind og snakker med alle, som om vi har kendt hinanden i mange år.

Jeg
bliver vartet op. Alle på settet kan oftes mit navn og folk kommer
løbende med jakke og tæpper og varmt kaffe, hvis de opdager at jeg
fryser. “Vicktoria is cold, please come with something warm” kan jeg
hører over radioerne, imens jeg får pisse dårlig samvittighed, når jeg
kigger over på de andre statister, som står og fryser lidt længere
henne.
Nogle gange bliver jeg beordret ud af en scene, hvor jeg
rigtigt skulle havde været i, fordi jeg simpelthen fjerner fokusset fra
hovedrolleindehaveren.

Da jeg arbejde i Operaen, i København
havde jeg en rolle, som jeg spillede så troværdigt, at jeg hver aften
fik store voksne mænd til at tude og jeg kunne hører publikummet stoppe
med at trække vejret pga af mig og det jeg foretog mig på scenen.

Det
var første gang jeg virkelig rigtig kunne se, mærke, føle og opleve mit
eget talent. Det var stort. Ikke fordi jeg fik mænd til at græde. Men
fordi jeg kan noget med min krop og sjæl, som kan rører folk, som
normalt ikke bliver så let rørt.

Jeg oplevede for første gang min gave.

Jeg
elsker at spille skuespil. Da jeg stod på scenen i operaen følte jeg
mig hjemme. Det er det her jeg skal. Det er her jeg er lykkelig. Det er
her jeg er fri. Det er her jeg hører til. Det er her jeg kan skabe en
masse magi. Det er her jeg kan hjælpe og inspirerer en masse mennesker.
Det er her jeg kan rører andre mennesker. Det er her jeg kan fortælle
historier. Det er her jeg kan skinne mit lys uden at folk bliver sure og
skræmte. Det er her, hvor folk nyder og hylder mit lys. Det er her min
sjæl hopper og danser af glæde. Det er her min hylde er. Det er her jeg
føler jeg kan gør en forskel. Det er her jeg skal være.

Men i
Danmark er det svært, at få større roller end statistroller, hvis man
ikke har et fint papir, som jo er et bevis på sit værd. Folk i branchen
tager ikke folk seriøse uden en uddannelse på en skole.

Jeg har
gået i livets skole. Jeg har en kæmpe udvidet uddannelse indenfor
skuespil. Men folk vil ikke tage mig seriøst, når det handler om større
roller.

For at få adgang til de store roller, skal man helst have
en agent. For det er ikke stillinger, som bliver slået op offentligt.
Når jeg kontakter agenter gider de ikke tage mig seriøs, fordi jeg ikke
er uddannet. Fordi jeg ikke har papir på mit værd og mit talent. Jeg
synes det er ærgerligt, at folk i branchen fokusere på den store lysende
måne i stedet for de små skinnende stjerner omkring den. Jeg synes
virkelig det er ærgerligt og et stort tab. For mange unikke og smukke
stjerner vælger at slukke efter alt for lang tid alene i mørket.

Tilbage
til a kassen. De har ligesom mange mennesker, lidt svært ved at tage
min drøm seriøst. De vil have jeg skal søge fuldtids rengøringsjob,
fordi jeg har gjort det lige siden jeg var 12 år, 2 timer om ugen, for
at få lidt ekstra penge. Men der er for det første igen firmaer der
gider at ansætte en som mig til sådan et job, hvis de går ind og ser på
min facebook profil og ser og mærker min passion.

Jeg har også
det imod mig, at jeg har været sygemeldt og derfor har et hul i mit cv.
Så jeg fremstår som meget ustabil og ikke troværdig i manges øjne.

Jeg
har det også sååå forfærdeligt med at skulle lyve, når jeg skal skrive
ansøgninger, som rengøringsdame. For indvendigt ville sådan et
fuldtidsjob dræbe mig.

Jeg er en kreativ sjæl og vil ud og hjælpe
og rører en masse mennesker. Jeg ville føle, at jeg ikke fuldfører “mit
livs mission” hvis jeg gemmer mig et sted, som en rengøringsdame. Jeg
vil ikke føle jeg slår til. Fordi mit hjerte og sjæl er et andet sted og
jeg ønsker at hjælpe mennesker.

Jeg ønsker at hjælpe mennesker
med at tænde deres indre bål, fordi jeg selv ved hvor hårdt det er, når
det ikke får lov at brænde. Det ønsker jeg ikke for nogle. For mig er
det lig med, at man er død og ikke lever sit liv. For mig er dét, det
mest forfærdelige man kan gøre imens man lever - at være død.

Men
for søren da også! Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor et så stort
talent som mig skal sidde fast her i systemet og jeg forstår ikke,
hvordan jeg kan gå rundt uden arbejde!?

Jeg får skæld ud af mit
jobcenter, fordi jeg fortæller for meget om mig selv i mine ansøgninger.
Fordi de mener jeg har for mange talenter og min palette er alt for
stor og det gør at jeg skræmmer folk væk. Så de vil have at jeg skal
“skrue ned for mit lys” for at passe ind og kun fortælle om 10 procent
af mig. Men for søren da også!? Det er jo det jeg hele mit liv har
gjort! Det var det jeg blev syg af! Man bliver sgu syg af, at lyve om
hvem man er og holde sig selv nede og kun brænde 10 procent!

Jeg
har lovet mig selv, da jeg sad i mørket, at jeg aldrig ville udsætte mig
selv for dette igen. Jeg vil ikke lyve omkring mig selv mere. Jeg vil
give mig selv lov til at skinne mit lys. Jeg vil skue helt op. 100
procent. Også må folk smutte, hvis de bliver skræmte. Det kan ikke være
mit problem og et ansvar jeg skal tage på mine skuldre mere. Jeg vil
ikke lade andre trække mig ned mere, bare fordi de bliver bange eller
jaloux. For det bliver jeg ikke lykkelig af. Og når jeg har det skidt,
så kan jeg ikke hjælpe andre og det er derfor jeg er her. Jeg vil ikke
dø igen - ikke imens jeg lever!

Jeg forstår ikke hvor de
mennesker er, som vil elske at arbejde sammen med mig og mine store
palette?! Jeg vil kunne udrette så store ting i denne verden, hvis jeg
kunne få lov til at arbejde sammen med folk der kan rumme mig og ser
gaven i mig.

Jeg er en kæmpe diamant, som folk ignorere fordi jeg
ikke har et bevis på min værdi. Og derfor tyer de til de sikre
diamanter, som folk har bedømt på forhånd og givet et værdihæfte.
Så åndsvagt…………..

Hvor
er min gruppe? Hvor er de folk, som sammen med mig, skal skabe magi og
hjælpe andre? Lad mig nu komme igang med at lave noget nødigt, i stedet
for, at jeg skal sidde i klem her i dette giftige system og spilde min
tid på, at skrive ansøgninger, som alligevel ikke nytter noget.

Jeg
har lovet mig selv, at tage mig selv seriøst og alvorlig og lytte til,
hvad min sjæl ønsker. Derfor skriver jeg dette og er åben. For jeg er
ikke interesseret i at være død mere.

Jeg giver ikke op. Hvis
folk ikke kan se mit værd uden fine papir, så går jeg bare en omvej. Jeg
skal nok få udrettet det jeg skal i dette liv - men det kunne sgu være
rart snart at møde nogle der ser mig og ville elske at arbejde sammen
med mig, i stedet for jeg skal blive ved med at knokle og gøre alting
selv.

Det er mit største ønske, her på min fødselsdag, i dag.

- Vicktoria Noell Ingberg


Tak for at vi måtte dele dine ord!



Mvh Tommy Duus

Caster/ Branchevejleder