Andet: Essaykonkurrencevinder om Skuespillerdrømme/ Agathe Placatka, Tarup Skole, 9.B


Essaykonkurrencevinder om Skuespillerdrømme/ Agathe Placatka, Tarup Skole, 9.B

Deadline inden d. 1. januar 2019

Essaykonkurrencevinder om Skuespillerdrømme/ Agathe Placatka, Tarup Skole, 9.B

Se konkurrenceoplægget: KLIK HER

Tilbage
i efteråret 2017 udskrev DASK-online, i forbindelse med vores kommende
bogudgivelse, en essaykonkurrence blandt folkeskoleelever om
Skuespillerdrømme.

Stort
tillykke til Agathe Placatka, som vinder 3000 kr. til klassekassen samt
af få sit essay med i vores kommende udgivelse om "Castings og
auditions".



En afgørende rolle
Agathe Placatka, Tarup Skole, 9.B

Edith
sparkede vredt til en dynge småsten på sin sædvanlige vej hjem fra
skole. Klassen havde netop modtaget rollefordelingen til skolens årlige
teaterforestilling. I år skulle syvende årgang opføre “Brødrene
Løvehjerte”, og selvom Edith holdt meget af den gribende fortælling om
de to brødre og deres liv i den fantastiske verden, Nangijala, var hun
ikke spor tilfreds med rollefordelingen. Auditionen var gået vældig godt
for hende, og hun havde endda modtaget stykkets største kvindelige
rolle, nemlig Sofie. Men taget i betragtning af, hvor mange replikker
hovedrollerne Tvebak og Jonathan havde, var hendes del forsvindende
lille.
Dette var også grunden til Ediths ærgrelse. Selvom Adam, der
havde fået rollen som Jonathan, var hendes gode ven, vidste Edith godt,
at hun var en langt bedre skuespiller end ham, og at han kun havde fået
sin rolle, fordi han var en dreng. Edith skar tænder, mens hun for sit
indre øje genafspillede klasselærerinden Dorthes svar på hendes
ophidsede spørgsmål. “Edith, du ved udmærket godt, at en pige ikke ville
kunne spille hverken Jonathan eller Tvebak. Det skal vi bruge en dreng
til.”
Og selvom Edith havde allermest lyst til at returnere en spydig
bemærkning, havde hun set ned i gulvet og var stille trasket væk.

Næste
dag kunne alle Ediths klassekammerater mærke på hende, at der var noget
galt. Hun rakte ikke hånden op en eneste gang i Dorthes matematiktime,
hvor hun ellers normalt dominerede, og da lærerne senere på dagen kaldte
alle syvendeklasseseleverne ned i gymnastiksalen, hvor stykket skulle
opføres, fulgtes Edith ikke med Adam, sådan som hun plejede. I stedet
gik hun bagerst i rækken med hænderne dybt nede i lommerne på sin
hættetrøje, og løftede ikke blikket fra sine fødder.
I stykkets
første scener var Ediths rolle ikke tilstede, og hun satte sig derfor
ned langs ribberne, langt væk fra de andre. Fra sin siddeplads havde hun
udsigt over pladsen, hvor skolens pedel om nogle dage ville bygge
scenen op, og hvor prøverne nu foregik. Edith skulede ondt til Dorthe,
der med store armbevægelser dirigerede eleverne rundt på scenepladsen,
mens hun opfordrede dem til at synge med på stykkets indledningssang. Da
sangen var færdig, trådte Adam frem på scenen med armen om Jeppe, som
spillede Tvebak. Deres dialog begyndte, og Ediths vrede vendtes nu mod
dem. Jalousien lå som et gulligt væsen og vred sig i hendes mavesæk. Hun
fik øjenkontakt med Adam, og da han spørgende løftede det ene øjenbryn,
vendte hun hovedet væk i en hurtigt bevægelse.
Adam gik i
forbavselse over hendes handling i stå midt i sin replik. Dorthe så
misfornøjet på ham, men bad ham fortsætte, og Adam genvandt fatningen.
Han færdiggjorde brødrenes dialog med høj røst, men Edith fornemmede en
usikkerhed og forvirring på den måde, han udtalte nogle af ordene på.
Inden i sig mærkede hun en følelse af forræderi.

Da prøven
endelig var færdig, og Dorthe havde gennet alle eleverne ud af salen,
forlod Edith skolen uden at sige et ord til nogen. Hun var stadig vred
på Adam, men havde alligevel følt et ubehageligt stik i brystet, da han
trådte af scenen uden så meget som at værdige hende et blik. Hans
mundvige havde sitret, og Edith vidste bedre end nogen anden, at det hos
ham var et tegn på nervøsitet og usikkerhed.

Da Edith den dag
kom hjem fra skole, sad mor ved spisebordet og syede en ny knap i fars
ternede skjorte. Hun så glad op fra sit håndarbejde, da hun hørte døren
gå op, og hilste sin datter med begejstring i stemmen. Hun fik derfor
også en mistroisk rynke mellem brynene, da Edith dramatisk slængede sin
skoletaske i køkkenet og vredt brummede et utydeligt svar tilbage.
“Hvad
er der galt med dig, frøken?” spurgte mor drillende, men høstede blot
endnu et surt blik fra Edith, der allerede var på vej væk. Hun ville
skynde sig ind på sit eget værelse, men mor kaldte hende tilbage i
køkkenet med en streng stemme: “Du går ingen steder, før du har fortalt
mig, hvorfor du er så oprevet, Edith.”
Edith vendte sig om mod mor, der havde lagt skjorten fra sig på bordet og nu sad med armene over kors.
“Jeg
er ikke oprevet,” bed hun vredt mor af, men mor løftede spørgende det
ene bryn, nøjagtigt som Adam havde gjort tidligere på dagen. Edith
mærkede igen fornemmelsen af forræderi og misundelse som en blykugle i
halsen.
“Edith, tro ikke, at jeg ikke ved, når der er noget, som
tynger dig. Du er altid sådan en glad pige, så selvfølgelig er der noget
galt, når du kommer brasende hjem på den måde,” sagde mor med
fuldkommen rolig stemme. Edith satte hænderne i siden.
“Jeg synes
bare ikke, at Dorthe er fair!” råbte hun hidsigt, men blev selv
overrasket over sin hævede stemme. Mor lagde hovedet på skrå, for at
bede hende om at uddybe, og Edith fortalte om det hele, stykket, Adam og
hendes egen rolle som Sofie. Da Edith var færdig med sin fortælling, så
hun op og mødte mors overraskede blik.
“Jamen, Edith, Sofie er da
ingen lille rolle,” sagde mor. Edith rystede opgivende på hovedet. “Det
ved jeg, men det er uretfærdigt, at Adam har fået en meget større rolle,
selvom jeg er en bedre skuespiller end ham. Han er altid så usikker.”
Da
ordene undslap Ediths mund, vidste hun selv, at hun havde dummet sig.
Mor sendte hende et strengt blik. “Det kan du simpelthen ikke være
bekendt, Edith. Hvis du netop ved, at Adam ofte er usikker, så kan du da
ikke misunde ham på denne måde. Du skal i stedet hjælpe og støtte ham,
han er altid så sød ved dig. Det må også være svært for ham at spille så
stor en rolle, når han har en lav selvtillid, og derfor er det bare
sejt af ham, at han tør tage udfordringen op. Jeg håber virkeligt ikke,
at du har sagt noget lignende til ham.”
Edith dukkede nakken og så
ned i gulvet. Den dårlige samvittighed vældede hen over hende som en
mørk bølge, og tårerne voksede i hendes øjne. Hun mærkede mors hånd på
sin skulder, og fik fremstammet: “Jeg synes bare ikke, at det er fair.”
Mor
løftede hendes hage op, så deres øjne mødtes. “Edith, der kommer en
anden gang, hvor det, at du er en pige, vil være en fordel. Sådan
skifter det, nogle ting kan man, andre kan man ikke. Jeg synes, at du
skal sige undskyld til Adam. Han kan trods alt ikke gøre for noget.”

Ediths
gummisko blev våde af aftenduggen, da hun den aften bevægede sig hen
over skolens græsareal. Mange af drengene fra klassen, heriblandt Adam,
mødtes på tirsdage som netop denne for at spille fodbold. Edith kom
nogle gange for at se på, og drengene blev derfor ikke overraskede, da
de så hende komme over mod dem. De fortsatte blot deres spil, og Edith
satte sig ned på en væltet træstamme. Adam befandt sig på den anden side
af banen, men Edith vidste, at han var klar over hendes
tilstedeværelse. Derfor sad hun blot helt stille og observerede spillets
gang, og rejste sig først, da drengene begyndte at forlade pladsen for
at nå aftensmaden. Edith så efter Adam og kunne på hans langsomme skridt
se, at han kun modvilligt ville gå forbi hende. Hun tog en dyb
indånding og tog fat i hans arm. “Adam, må jeg tale med dig?” Han så
væk, men nikkede svagt. Nogle af drengene havde vendt sig om for at se,
hvad der skulle ske. “Kan vi gå lidt væk?” Adam nikkede igen, og de gik
sammen tættere på den lille skov, som omkransede skolen til den ene
side. Edith kunne mærke på Adam, at han var vred på hende, og prøvede
forgæves at møde hans blik. Da det ikke lykkedes, standsede hun op.
“Adam, jeg skylder dig virkelig en undskyldning.”
Adam så stadig væk. “Jeg har de sidste par dage været enormt uretfærdig over for dig.”
Han
vendte sig om og så trodsigt på hende, mens hans mundvige sitrede
svagt. “Jeg har været misundelig over, at du har fået en større rolle
end mig til skolestykket, og har fået det til at se ud som om, at det er
din skyld. I stedet ville jeg bare sige til dig, at jeg synes du gør
det virkeligt godt som Jonathan. Jeg håber, at du kan tilgive mig.” Hun
rakte ud efter hans hånd, men Adam trak den til sig. I stedet sagde han:
“Jeg har gået og været ked af det og nervøs, fordi jeg ikke vidste,
hvad jeg havde gjort forkert, siden du var så vred på mig. Det har også
påvirket mig på scenen, fordi jeg var bange for, at du ikke syntes, at
jeg var god nok.”
Edith fik våde øjne. “Det er jeg virkeligt ked af,
Adam. Jeg har været meget dum og egoistisk. Du skal bare vide, at jeg
virkeligt fortyder det hele. Jeg bliver nødt til at gå nu.” Hun vendte
sig grådkvalt om, men standsede, da hun hørte sit eget navn blive nævnt.

“Edith, jeg er glad for, at du er kommet.” Hun vendte sig om. Adam
så på hende med et lille smil om læben. “Ja, du har været både dum og
egoistisk, men vi ved begge godt, at du er en bedre skuespiller end jeg,
og at misundelse kan ramme alle. Jeg håber bare, at vi fortsat kan være
venner som før.” Han rakte hånden frem mod hende, og hun tog den
lettet. Derefter faldt de grinende hinanden om halsen, og på hjemvejen
var alt tilbage ved det gamle. Adam gjorde grin med Ediths overreaktion,
mens hun parodierede en stivbenet Jonathan.

Da Edith den aften
lå i sin seng og læste sine replikker igennem, kunne hun ikke lade være
med at glæde sig til næste teaterprøve, hvor Sofie endelig var med.
Desuden, tænkte hun, så kunne det være ligegyldigt, om man havde den
største rolle, bare man var med.


Begrundelse:

Agathe
Placatka har skrevet en meget ærlig, troværdig og virkelighedstro
historie. Hun er jordnær hele vejen igennem og relatere sin historie til
en fortælling vi alle kender og formår at skabe karakterer som vi kan
spejle og genkende os i. Hun griber og håndterer de simple virkemidler
uden at blive for højtflyvende og abstrakt.

Hendes historie
vidner om stor indsigt i de komplekse følelser en skuespiller har og er
fortalt i øjenhøjde og har styr på de faglige begreber.



Mvh Tommy Duus

Caster/ Branchevejleder