Andet: Historier fra virkeligheden/ DASK - Den spæde start



Historier fra virkeligheden/ DASK - Den spæde start

Deadline inden d. 1. januar 2025

Hvordan startede det hele med DASK egentligt? Hvor kom ideen fra? Det er et spørgsmål jeg mange gange har reflekteret over. Med tiden er jeg blevet klogere på ideudviklingsprocesser og ved at ideer er processer der er længe undervejs og som har flere kilder. Inspiration er noget der sidder og arbejder i underbevidstheden.

I 1998 var jeg 24 år og midt i en af livets eksistentielle kriser. Kærestesorger, flytning på flytning, fortvivlelse omkring mit studievalg og manglende tro på mine evner som skuespiller og afslag på afslag osv. Når jeg tænker tilbage, tænker jeg ofte sikke en tur jeg var på dengang og hvilke styrke jeg egentligt havde til at komme videre. Hvad var det som drev mig videre, hvad var det for ting som gjorde at jeg kom videre og er hvor jeg er idag? For jeg fik godt nok slag på sjælen. At en ulykke sjældent kommer alene, fik jeg vished for var en sandhed.

I sommeren 98 var jeg på Interrail rundt i europa, som fik tankerne lidt væk, selvom de hele tiden lå i baghovedet. Selv Paris, London og Cannes kunne ikke helt fjerne mit mismod, og da slet ikke at jeg måtte afbryde min rejse fordi jeg var løbet tør for penge. En tur på 26 timer i tog ventede forude fra Cannes med en BigMac som eneste proviant.?? Heldigvis var toget halvtomt og man kunne være sig selv i sin kupe. Her alene ramlede verden og alle tanker blev tænkt igen… Kender du det, de samme tanker, igen og igen.

Jeg faldt i søvn, men da jeg vågnede var jeg ikke alene. Der sad en usoigneret mand overfor mig og læste i en bog. Vi hilste med blikket uden at sige noget. Vi sad der mens toget rumlede videre ganske som min mave gjorde. ??“Hast du hunger?” spurgte manden mig da min mave knurregede igen… Forsøgte at være beskeden men måtte jo bare erkende at jeg var pissesulten og han tilbød mig en sandwich og en cola… “Aber ich habe kein geld”… “ach was!”. Storsindet tænkte jeg taknemmeligt.

Sandwichen blev icebreakeren til en samtale over de næste 2 timer som fyldte mit sind med andre tanker end dem der var.

Manden jeg sad overfor var menneskekender fra øverste hylde og han læste mig som den bog han havde liggende. Gav mig råd for til at komme videre med udgangspunkt i hans eget liv, det var som om han havde kendt mig hele livet. Det var helende. Men det der helede mig endnu mere var alle de andre tanker han satte igang da han fortalte om hvad han lavede.

Han var netværker. Han levede af at gøre folk tjenester og få tjenester som modydelse. Han levede af at kende de rigtige mennesker og sætte dem i forbindelse med andre. Det betalte hans bil og husleje, hotelværelser, tøj og mad. Han var selv på vej til Hamborg for at skaffe en kran til en god ven og fortalte at han ikke fik penge for at gøre det, end heller ikke var sikker på at få noget igen end tak. Mange mennesker han hjalp hørte han aldrig fra igen. Han fortalte, at man aldrig må forvente at få det samme igen, så bliver man skuffet. Men hvis man får lidt fra nogen er det nok.

Han var en meget spændende mand som jeg atter måtte takke da vores veje skiltes i Hamborg. Hans blik kan jeg se for mig igen nu jeg tænker tilbage. Det var ham der takkede mig, for jeg kunne se på ham, at han følte at han havde gjort en forskel og havde hjulpet mig. Tankevækkende! (fedt ord i øvrigt)

Hans ord satte mine tanker på andre spor og resten af turen tænke jeg ikke på min egen elendighed men på det han havde sagt.

Året efter i 1999, startede jeg verdens første formidlingsbureau for amatørskuespillere. Om det var en fremmed tysker der har aktier i dette skal være usagt, men der er mange grundsten der passer sammen.


Med taknemmelighed



Mvh Tommy Duus

Caster/ Branchevejleder