Andet: På skuespiller eventyr i Berlin/ Historier fra virkeligheden



På skuespiller eventyr i Berlin/ Historier fra virkeligheden

Deadline inden d. 1. februar 2020

På skuespiller eventyr i Berlin

Vi har bare så mange fantastiske og inspirerende skuespillerspire på DASK-online og vi bliver lidt stolte når vi følger dem igennem årene og ser de frugter de høster rundt omkring i verden. Dygtiggørelse og ihærdighed kan føre meget med sig og her kan du læse om Anne-Louise Hamborg Sloth Christensens eventyr


Det er lørdag. Klokken er lidt over fem. Om morgenen vel at mærke. Jeg bevæger mig ned ad Berlins farverige gader. Selv i dette vintermørke stråler de og spreder en kreativitet, som kun de kan sprede. Mit hoved dunker og min mascara er fastklisteret langt under mine øjne. Efter 20 timer slutter min arbejdsdag som skuespiller, dvs. indtil en casting om et par timer. Vi har filmet en politisk thriller kortfilm på et tysk slot og jeg er nået frem til, at det er hårdt arbejde at være en morder midt om natten. Med vi mener jeg, filmstuderende samt skuespillerstuderende. Sidste år tog jeg nemlig den vanvittige beslutning om at flytte fra lille Aalborg til store Berlin for at studere filmskuespil.

Filmafdelingen af skolen er opbygget på den fantastiske måde, at der både er filmstuderende og skuespillerstuderende. Det er fantastisk fordi, vi får lov til at samarbejde og der er ingen skænderier om, hvem der skal foran kameraet og hvem der skal blive bagved. En af skolens fokuspunkter er practice makes perfect og derfor har vi igennem første semester hver eneste uge lavet en kortfilm. Hver uge bliver der dannet nye grupper og hver uge er der en særlig udfordring. Udfordringen kunne for skuespillerne eksempelvis være at benytte en bestemt teknik. Derudover er der naturligvis de obligatoriske timer. Stemme, bevægelse, filmskuespil, udvikling og kritik, komposition og performance samt voicereel har været på skemaet. Naturligvis, er en skuespillers uge aldrig ens. Semesteret har budt på forskellige workshops b.la. en casting workshop med NYC casting director Devin Shacket (yes, hun har været inde over House of Cards!!!) og andre frivillige filmprojekter. Men bliv ikke snydt af alt det praktiske, det er stadig et universitet. Jeg har lige afleveret mere end 60 siders skriftligt arbejde, holdt min egen masterclass og meget mere. En ting står klart; der har i hvert fald ikke været et ledigt sekund til at kede sig - faste weekender findes ikke i skuespillerland.

På papiret lyder det som det perfekte eventyr for en skuespillernørd som mig. Men det har bestemt ikke været uden udfordringer. Der har været dage, hvor alt har været svært, umuligt og frustrerende. Dage hvor mit sind har forvandlet sig til et stort og deprimeret spørgsmålstegn. Den tvivl og usikkerhed kan jeg umuligt være den eneste, som har kæmpet med. Jeg er nået frem til den konklusion, at det er en del af det at være skuespiller. Fremfor at stresse over det, så er jeg begyndt at se det som en styrke. Det at man tør være på dybt vand og gøre det, som skræmmer en allermest, men som samtidig er det mest tilfredsstillende i verden - det fortjener respekt. Uanset om det betyder, at man, med en hovedsagelig teaterbaggrund, flytter til Berlin for at studere filmskuespil eller om man opretter en profil på DASK og tager ud på sin første statistopgave!

Jeg ved I alle sammen tænker på det samme lige nu. Så du må være god til tysk? Svaret er nein. Der har været episoder, hvor jeg har været nødsaget til at fake it till I make it og der kan man så virkelig drage nytte af sine skuespillerevner (hvem sagde skuespil ikke er brugbart i hverdagen?!). Men skolen består af over 50 forskellige nationaliteter og alt foregår på engelsk. Det skaber en kæmpe diversitet og folk kommer fra de vildeste baggrunde. Der er alt fra den australske tidligere danser og model og den hollandske børnestjerne til folk fra Puerto Rico med mere charme end hele Magic Mike castet tilsammen. En typisk skoledag er som en jordomrejse bare uden alle køerne. Det betyder dog også, at misforståelser er en del af dagligdagen. Men det har jeg heldigvis lært en masse af, som jeg ikke ville have været foruden. For eksempel, så ved jeg nu, hvis du møder en person fra Columbia, som du synes virker sur og aggressiv. Så tager du fejl, personen har bare mere passion end sådan en kartoffeldansker som dig.

Hvis du er nået helt herned, så fortjener du et par guldkorn, som jeg har samlet de sidste 4 måneder. Selvom jeg har nok historier (om alt fra kolde optagelser midt om natten til forladte bygninger, hvor det er et mirakel, at ingen kom til skade) til at skrive en bog, så tror jeg vi holder her.

Anne-Louises berliner guldkorn:

- Altid kom ind med et bud. Hav ideer til scenen.
- I filmskuespil er det tekniske ekstremt vigtigt. Kontinuitet er altafgørende.
- Hvis du får en instruktion, så tag en dyb indånding og tag den til dig. Lad værre med at spilde alles tid på en lang monolog om hvorfor du messed up.
- Når du laver karakterarbejde, så tænk ikke kun på det psykologiske aspekt. Inkluder også aspekter som stemme og krop.
- Alle roller på et film-set er vigtige. Hav respekt for filmfolkene.
- At komme til tiden betyder, at man er der 10 minutter før.
- Gør dit arbejde spændende og interessant for dig selv og dit publikum.
- Når du skaber et netværk, så husk, at du tilbyder noget fremfor at vil have noget.
- Det er en proces og du bliver aldrig færdig. Det er okay!
- Vær tilstede i det du gør og følg dine impulser.
- Lad værre med at give dem det, som du tror, at de vil have.
- Hårdt arbejde, dedikation og god energi er dine bedste venner! (Se bare på alle de dask-profiler, som laver mest. Jeg er sikker på, at de har 3 ting tilfælles)

Der er ingen klar vej til, hvordan man bliver professionel skuespiller. Det er ufatteligt forfærdeligt men samtidigt helt fantastisk. Så længe man fortsætter med at tage skridt i den rigtige retning, så kan det ikke gå helt galt. Tak fordi jeg måtte dele et af mine skridt med dig

Jeg håber, at du fik et eller andet ud af det. Knæk og bræk!

Anne-Louise Hamborg Sloth Christiansen (dask bruger igennem flere år)

PS. Du kan følge med i min hverdag hernede på instagram (@PrettyGagaGirl). Hvis du har spørgsmål etc. er du altid velkommen til at kontakte mig på anne-louiseacting@outlook.com


Tak for at dele din verden med os Anne-Louise ;-)

Sådan ansøger du!

Ansøg opslaget fra din profil eller opret en ny.



Mvh Tommy Duus

Caster/ Branchevejleder