Skal du have en skuespilleragent?
Profilinfo Søg profiler Aktuelle Nyheder Kontakt os Login: Medlemmer / Producerende
 
 
 

Vicktorias virkelige historie/ Om selvværd og skuespil

Deadline inden d. 1. januar 2019






Vicktorias virkelige historie/ Om selvværd og skuespil

Vi har haft stor fornøjelse af at benytte Vicktoria Noell Ingberg i mange sammenhænge på DASK-online, hvorfor denne historie som hun skrev på sin FB side i forbindelse med hendes fødselsdag forleden rørte os ekstra meget. Som vi har fået lov at dele, fordi hendes ord måske også vil betyde noget for dig ;-)

“Det væsentlige er usynligt for øjet, kun med hjertet kan man se rigtigt”

Jeg har ingen fin uddannelse eller fine eksamens papirer. Jeg blev mobbet i skolen af mine folkeskolelærer. Jeg kunne heller ikke forstå, at jeg var så dårlig som de sagde. Derfor fik jeg ind imellem min kloge mor, som gik ud af gymnasiet med ene af 12 taller, til at lave mine opgaver. Jeg fik stadig bundkarakterer, på trods af, at der ingen røde streger var. Når jeg spurgte mine lærer, hvad jeg kunne gøre for at forbedre mig, havde de aldrig lige tid til mig.

Jeg tabte mig selv i skolen. Jeg havde ingen succes oplevelser Jeg gik ind i mig selv. Jeg har altid været dårlig til alt og har altid lidt meget af lavt selvværd.

Jeg har aldrig helt kunne finde min rette hylde. Jeg har altid mødt meget modgang. Jeg har følt mig som en fejl. Jeg er altid blevet misforstået.

Da jeg kom ud på arbejdsmarkedet fortsatte mobningen. Jeg har været udsat for meget grov voksenmobning det meste af mit arbejdsliv. Mest af kvinder. Det var så modbydeligt.

Nogle gange var det så voldsomt, at mine nærmeste veninder græd, fordi de synes det var så synd for mig. Fordi jeg blev så uretfærdigt behandlet. Det har gjort, at jeg har måtte stoppe adskillige jobs og uddannelser fordi jeg simpelthen blev mobbet ud.

Jeg har det meste af mit liv ladet andre folk slukke mit indre bål, fordi jeg har givet dem ret. Jeg har givet dem ret i, at jeg intet var værd, at det hele var min skyld, at jeg var alt for meget, at jeg var dum, at jeg var en fejl, at jeg var forkert. Det har gjort at jeg ikke har turde vise, hvem jeg i virkeligheden var. For det skræmte folk.

Jeg fandt ud af, at jeg kunne være i fred, når jeg slukkede mit lys. Jeg fandt ud af, at folk kun ville være sammen med mig når jeg slukkede mig. Men når man gør det længe nok - så slukker de sidste sølle gløder i sit bål til sidst - og så "dør" man. Det har jeg lige været igennem.
Jeg faldt fysisk om på mit tidligere arbejde, hvor jeg havde arbejdet i 5 år. Jeg brød sammen og græd i 3 dage uafbrudt. Noget som den hårde og seje Vicktoria aldrig har gjort før.

Jeg gik til lægen og han fortalte mig, at jeg havde en meget svær depression og ville råde mig til at tage medicin (hvilket jeg nægtede). Det var hårdt for mig at accepterer.

Mig!? Vicktoria…?! Som kan alt?! Som har gået igennem ild og vand og stadig lever?! Mig som altid er positiv?! Hvordan kan jeg have en depression?

Men jo. Jeg måtte overgive mig og accepterer det. Jeg kunne godt mærke inde i mig selv at den var helt galt.

Så der sad jeg så. I mørket. Fordi jeg havde tilladt andre at slukke mit indre bål.

Jeg fik ingen hjælp af kommunen eller lægen. Jeg måtte klarer det her selv.

Jeg måtte finde ud af, hvad jeg kunne gøre for at tænde mig selv igen.
Jeg bad inderligt om, at det der tænder mit bål ikke er skuespillet og det at være frivillig og hjælpe mennesker. For det er en hård branche og der er heller ikke så frygtelig mange penge i at være frivillig/ambassadør for gode formål.

Men jeg fandt "desværre" ud af, at det var den vej jeg skulle gå for at live op igen.

En måned efter jeg havde fået “dommen” fra min læge, at jeg havde en depression, mente min kommune ikke at jeg var syg mere, på trods af, at de havde snakket med min læge, som var rasende over deres beslutning. Men kommunen skulle følge deres kasser og regler osv.

Jeg skulle ud på arbejdsmarkedet igen. For jeg så jo heller ikke deprimeret ud. De kunne ikke tage mig seriøs. Jeg var altid pæn i tøjet, duftede af parfume, og med et kæmpe smil på - “og så kan man jo ikke være syg”.

Der er sikkert også mange af jer her på Facebook der slet ikke har bemærket det. Men jeg er bare en person der ikke vil belemre andre med mine problemer og jeg ønsker ikke at folk skal have ondt af mig osv. Jeg har ikke været pinlig over at fortælle folk om hvad der sker i mit liv, så folk der har spurgt har fået sandheden med det samme.

Men ved hele tiden at have et smil på, så har jeg undgået unødigt opmærksomhed og kunne få lov til at gå i fred, uden at skulle trække andre ned, fordi jeg selv havde det dårligt. Jeg ville ikke "smitte" andre. Men det kunne kommunen ikke sætte sig ind i.

Så jeg er på dagpenge nu. Jeg har altid arbejdet uden nogle huller i cv'et. Jeg begyndte at arbejde som 12 årig og har ofte haft 5-6 jobs, samt jobs som frivillig på en gang. Jeg gik ned med stress første gang som 15 årig.

Jeg kom i karantæne i min a-kasse den første måned, fordi de mente, at jeg selv var skyld i min fyring. Før det havde jeg været i pengeproblemer pga jeg modtog en anden løn end hvad jeg var vant til.
Det resulterede i at jeg ingen penge havde. Jeg kunne ikke betale mine regninger. Mit internet og telefon blev lukket, hvilket resulterede i, at jeg ikke kunne være ordentlig jobsøgende.

Jeg fortalte min a-kasse om problemet og de sagde til mig, at det kunne de ikke tage hensyn til og hvis jeg ikke gik ind på nettet og meldte mig ledig osv og tog telefonen, hvis der blev ringet til mig, så kunne jeg ikke få dagpenge og så måtte jeg på kontanthjælp.

Min bank ville på ingen måde hjælpe mig og var sure på mig, fordi jeg jo var uansvarlig i deres øjne. Alle ringede og krævede penge. Penge jeg ikke havde. Jeg udviklede en angst for at tage telefonen, åbne postkassen og gå udenfor. For hver gang jeg gjorde det fik jeg skæld ud eller fik følelsen af magtesløshed.

Jeg spurgte kommunen, hvordan jeg skulle få mad. De var ikke særlig behjælpelige. De sagde, at jeg kunne gå ned på et herberg for hjemløse og spise aftensmad hver dag. Der blev jeg målløs. Jeg spurgte hende om hun selv ville benytte dette tilbud, hvis hun stod i mine sko, og der måtte hun være ærlig og sige, at det ville hun ikke, fordi hun ville synes det var pinligt og nedværdigende.

Jeg blev vred på systemet her i Danmark. Mig som altid havde været en god borger og arbejdet røven ud af bukserne og det meste af mit liv været frivillig og brugt min tid på at hjælpe andre. Jeg har tænkt mere på andre end mig selv og jeg har slikket røv på mine arbejdspladser og systemet for at please dem. Hvordan kan det passe, at jeg skal skal behandles som skrald nu.

Når jeg henvendte mig på kommunen ved skranken og bad om hjælp (hvilket er noget jeg aldrig gør - for jeg kan og vil jo alting selv) så kom der en meget lav kvinde hen til skranken og så ned på mig, på trods af at hun var lavere end mig. Hun snakkede til mig som om jeg intet værdi havde og grinte af mig og gad ikke bruge sin tid på mig.

Jeg begyndte min tid i a kassen. Jeg har skrevet minimum 200 ansøgninger. Jeg er ikke blevet kaldt ind til én eneste samtale. Min a kasse presser på. Lige nu er de ved at overveje om jeg stadig er berettiget til dagpenge, fordi de ikke mener jeg gør det godt nok. Men dette emne vil jeg lige lade ligge lidt.

Skiftet...

Lige siden jeg begyndte at spille skuespil er det gået hurtigt indenfor dette område. Jeg får så meget ros for mit arbejde - for første gang i mit liv. Jeg har arbejdet sammen med store anerkendte og oscarvindende instruktører og skuespillere som har rost mig til skyerne. De har behandlet mig som noget særligt og unikt. Jeg har set mit eget lys i deres øjne. Jeg kan se i deres øjne, at de kan se “mig” og mit store talent.

Jeg har jo hele mit liv skulle være en anden end den jeg var, for at kunne passe ind. Jeg har været nødt til at udvikle en kæmpe medfølelse og empati for andre for at kunne aflæse de folk jeg var sammen med, for at jeg kunne finde den rette maske, så jeg ikke blev slagtet. Det har været ren overlevelse. For hvis jeg var mig selv gjorde det alt for ondt. Fordi folk blev skæmte eller jaloux. Så det her, har jeg fundet ud af, at jeg verdenmester i. Det ligger så naturligt for mig. Det er som at klø mig selv i håret.

Min empati er så stærk og veludviklet, at jeg kan gå ind i hvilken som helst rolle uden problem. For mit liv har heller ikke været en dans på roser. Den har været hård og traumatiserende men selvfølgelig også det modsatte. Jeg har oplevet alle følelser på hele følelses registeret. Ikke bare sådan "følt dem lidt". Nej - mit liv har været meget kontrastfyldt og meget ekstremt. Og det er jeg så evigt taknemmeligt for nu!

Det gør at min krop og mit sind nu er en veludviklet maskine med mange små nuancer. Når jeg får en rolle tildelt kan jeg hurtigt finde den rette maske og tilsvarende følelser, også er jeg klar til at spille!
Jeg oplever så meget flow, når jeg arbejder som skuespiller. Jeg oplever pludselig så mange, som kan se mit talent. Noget som jeg jo aldrig har prøvet før og derfor selv er ret målløs.

Jeg bliver ofte hyret til små ting, fordi jeg jo ikke har en skuespilleruddannelse. Men jeg ender oftest helt oppe foran kameraet selvom det ikke var meningen fra start. Nogle gange får jeg tildelt replikker, selvom det ikke var meningen. Nogle gange kommer instruktøren ud fra sit skjul, kun for at rose mig foran alle de andre, også går han ind på sin pind igen.

Når jeg er statist på store udenlandske film, bliver jeg ofte behandlet anderledes end de andre. Jeg får kindkys af instruktørerne og de kommer hen til mig og vil være heeelt sikre på, at jeg kommer igen i morgen. Jeg får lov til at sidde inde ved instruktørerne, selvom det normalt ikke er noget man må, som statist på store produktioner.

Make up artisterne kommer forvirret hen til mig, fordi de ikke kan finde ud af, om jeg er statist eller “rigtig skuespiller” fordi jeg bliver behandlet så godt af crewet og falder så godt ind og snakker med alle, som om vi har kendt hinanden i mange år.

Jeg bliver vartet op. Alle på settet kan oftes mit navn og folk kommer løbende med jakke og tæpper og varmt kaffe, hvis de opdager at jeg fryser. “Vicktoria is cold, please come with something warm” kan jeg hører over radioerne, imens jeg får pisse dårlig samvittighed, når jeg kigger over på de andre statister, som står og fryser lidt længere henne.
Nogle gange bliver jeg beordret ud af en scene, hvor jeg rigtigt skulle havde været i, fordi jeg simpelthen fjerner fokusset fra hovedrolleindehaveren.

Da jeg arbejde i Operaen, i København havde jeg en rolle, som jeg spillede så troværdigt, at jeg hver aften fik store voksne mænd til at tude og jeg kunne hører publikummet stoppe med at trække vejret pga af mig og det jeg foretog mig på scenen.

Det var første gang jeg virkelig rigtig kunne se, mærke, føle og opleve mit eget talent. Det var stort. Ikke fordi jeg fik mænd til at græde. Men fordi jeg kan noget med min krop og sjæl, som kan rører folk, som normalt ikke bliver så let rørt.

Jeg oplevede for første gang min gave.

Jeg elsker at spille skuespil. Da jeg stod på scenen i operaen følte jeg mig hjemme. Det er det her jeg skal. Det er her jeg er lykkelig. Det er her jeg er fri. Det er her jeg hører til. Det er her jeg kan skabe en masse magi. Det er her jeg kan hjælpe og inspirerer en masse mennesker. Det er her jeg kan rører andre mennesker. Det er her jeg kan fortælle historier. Det er her jeg kan skinne mit lys uden at folk bliver sure og skræmte. Det er her, hvor folk nyder og hylder mit lys. Det er her min sjæl hopper og danser af glæde. Det er her min hylde er. Det er her jeg føler jeg kan gør en forskel. Det er her jeg skal være.

Men i Danmark er det svært, at få større roller end statistroller, hvis man ikke har et fint papir, som jo er et bevis på sit værd. Folk i branchen tager ikke folk seriøse uden en uddannelse på en skole.

Jeg har gået i livets skole. Jeg har en kæmpe udvidet uddannelse indenfor skuespil. Men folk vil ikke tage mig seriøst, når det handler om større roller.

For at få adgang til de store roller, skal man helst have en agent. For det er ikke stillinger, som bliver slået op offentligt. Når jeg kontakter agenter gider de ikke tage mig seriøs, fordi jeg ikke er uddannet. Fordi jeg ikke har papir på mit værd og mit talent. Jeg synes det er ærgerligt, at folk i branchen fokusere på den store lysende måne i stedet for de små skinnende stjerner omkring den. Jeg synes virkelig det er ærgerligt og et stort tab. For mange unikke og smukke stjerner vælger at slukke efter alt for lang tid alene i mørket.

Tilbage til a kassen. De har ligesom mange mennesker, lidt svært ved at tage min drøm seriøst. De vil have jeg skal søge fuldtids rengøringsjob, fordi jeg har gjort det lige siden jeg var 12 år, 2 timer om ugen, for at få lidt ekstra penge. Men der er for det første igen firmaer der gider at ansætte en som mig til sådan et job, hvis de går ind og ser på min facebook profil og ser og mærker min passion.

Jeg har også det imod mig, at jeg har været sygemeldt og derfor har et hul i mit cv. Så jeg fremstår som meget ustabil og ikke troværdig i manges øjne.

Jeg har det også sååå forfærdeligt med at skulle lyve, når jeg skal skrive ansøgninger, som rengøringsdame. For indvendigt ville sådan et fuldtidsjob dræbe mig.

Jeg er en kreativ sjæl og vil ud og hjælpe og rører en masse mennesker. Jeg ville føle, at jeg ikke fuldfører “mit livs mission” hvis jeg gemmer mig et sted, som en rengøringsdame. Jeg vil ikke føle jeg slår til. Fordi mit hjerte og sjæl er et andet sted og jeg ønsker at hjælpe mennesker.

Jeg ønsker at hjælpe mennesker med at tænde deres indre bål, fordi jeg selv ved hvor hårdt det er, når det ikke får lov at brænde. Det ønsker jeg ikke for nogle. For mig er det lig med, at man er død og ikke lever sit liv. For mig er dét, det mest forfærdelige man kan gøre imens man lever - at være død.

Men for søren da også! Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor et så stort talent som mig skal sidde fast her i systemet og jeg forstår ikke, hvordan jeg kan gå rundt uden arbejde!?

Jeg får skæld ud af mit jobcenter, fordi jeg fortæller for meget om mig selv i mine ansøgninger. Fordi de mener jeg har for mange talenter og min palette er alt for stor og det gør at jeg skræmmer folk væk. Så de vil have at jeg skal “skrue ned for mit lys” for at passe ind og kun fortælle om 10 procent af mig. Men for søren da også!? Det er jo det jeg hele mit liv har gjort! Det var det jeg blev syg af! Man bliver sgu syg af, at lyve om hvem man er og holde sig selv nede og kun brænde 10 procent!

Jeg har lovet mig selv, da jeg sad i mørket, at jeg aldrig ville udsætte mig selv for dette igen. Jeg vil ikke lyve omkring mig selv mere. Jeg vil give mig selv lov til at skinne mit lys. Jeg vil skue helt op. 100 procent. Også må folk smutte, hvis de bliver skræmte. Det kan ikke være mit problem og et ansvar jeg skal tage på mine skuldre mere. Jeg vil ikke lade andre trække mig ned mere, bare fordi de bliver bange eller jaloux. For det bliver jeg ikke lykkelig af. Og når jeg har det skidt, så kan jeg ikke hjælpe andre og det er derfor jeg er her. Jeg vil ikke dø igen - ikke imens jeg lever!

Jeg forstår ikke hvor de mennesker er, som vil elske at arbejde sammen med mig og mine store palette?! Jeg vil kunne udrette så store ting i denne verden, hvis jeg kunne få lov til at arbejde sammen med folk der kan rumme mig og ser gaven i mig.

Jeg er en kæmpe diamant, som folk ignorere fordi jeg ikke har et bevis på min værdi. Og derfor tyer de til de sikre diamanter, som folk har bedømt på forhånd og givet et værdihæfte.
Så åndsvagt…………..

Hvor er min gruppe? Hvor er de folk, som sammen med mig, skal skabe magi og hjælpe andre? Lad mig nu komme igang med at lave noget nødigt, i stedet for, at jeg skal sidde i klem her i dette giftige system og spilde min tid på, at skrive ansøgninger, som alligevel ikke nytter noget.

Jeg har lovet mig selv, at tage mig selv seriøst og alvorlig og lytte til, hvad min sjæl ønsker. Derfor skriver jeg dette og er åben. For jeg er ikke interesseret i at være død mere.

Jeg giver ikke op. Hvis folk ikke kan se mit værd uden fine papir, så går jeg bare en omvej. Jeg skal nok få udrettet det jeg skal i dette liv - men det kunne sgu være rart snart at møde nogle der ser mig og ville elske at arbejde sammen med mig, i stedet for jeg skal blive ved med at knokle og gøre alting selv.

Det er mit største ønske, her på min fødselsdag, i dag.

- Vicktoria Noell Ingberg


Tak for at vi måtte dele dine ord!





Opret gratis profil med masser af muligheder.



Login som Medlem



Glemt dit password?
 
Opret gratis Profil


Dask Online   ·   Tlf: 26 99 33 13   ·   mail   ·   Facebook