Skal du have en skuespilleragent?
Profilinfo Søg profiler Aktuelle Nyheder Kontakt os Login: Medlemmer / Producerende
 
 
 

Essaykonkurrencevinder om Skuespillerdrømme/ Agathe Placatka, Tarup Skole, 9.B

Deadline inden d. 1. januar 2019






Essaykonkurrencevinder om Skuespillerdrømme/ Agathe Placatka, Tarup Skole, 9.B

Se konkurrenceoplægget: KLIK HER

Tilbage i efteråret 2017 udskrev DASK-online, i forbindelse med vores kommende bogudgivelse, en essaykonkurrence blandt folkeskoleelever om Skuespillerdrømme.

Stort tillykke til Agathe Placatka, som vinder 3000 kr. til klassekassen samt af få sit essay med i vores kommende udgivelse om "Castings og auditions".



En afgørende rolle
Agathe Placatka, Tarup Skole, 9.B

Edith sparkede vredt til en dynge småsten på sin sædvanlige vej hjem fra skole. Klassen havde netop modtaget rollefordelingen til skolens årlige teaterforestilling. I år skulle syvende årgang opføre “Brødrene Løvehjerte”, og selvom Edith holdt meget af den gribende fortælling om de to brødre og deres liv i den fantastiske verden, Nangijala, var hun ikke spor tilfreds med rollefordelingen. Auditionen var gået vældig godt for hende, og hun havde endda modtaget stykkets største kvindelige rolle, nemlig Sofie. Men taget i betragtning af, hvor mange replikker hovedrollerne Tvebak og Jonathan havde, var hendes del forsvindende lille.
Dette var også grunden til Ediths ærgrelse. Selvom Adam, der havde fået rollen som Jonathan, var hendes gode ven, vidste Edith godt, at hun var en langt bedre skuespiller end ham, og at han kun havde fået sin rolle, fordi han var en dreng. Edith skar tænder, mens hun for sit indre øje genafspillede klasselærerinden Dorthes svar på hendes ophidsede spørgsmål. “Edith, du ved udmærket godt, at en pige ikke ville kunne spille hverken Jonathan eller Tvebak. Det skal vi bruge en dreng til.”
Og selvom Edith havde allermest lyst til at returnere en spydig bemærkning, havde hun set ned i gulvet og var stille trasket væk.

Næste dag kunne alle Ediths klassekammerater mærke på hende, at der var noget galt. Hun rakte ikke hånden op en eneste gang i Dorthes matematiktime, hvor hun ellers normalt dominerede, og da lærerne senere på dagen kaldte alle syvendeklasseseleverne ned i gymnastiksalen, hvor stykket skulle opføres, fulgtes Edith ikke med Adam, sådan som hun plejede. I stedet gik hun bagerst i rækken med hænderne dybt nede i lommerne på sin hættetrøje, og løftede ikke blikket fra sine fødder.
I stykkets første scener var Ediths rolle ikke tilstede, og hun satte sig derfor ned langs ribberne, langt væk fra de andre. Fra sin siddeplads havde hun udsigt over pladsen, hvor skolens pedel om nogle dage ville bygge scenen op, og hvor prøverne nu foregik. Edith skulede ondt til Dorthe, der med store armbevægelser dirigerede eleverne rundt på scenepladsen, mens hun opfordrede dem til at synge med på stykkets indledningssang. Da sangen var færdig, trådte Adam frem på scenen med armen om Jeppe, som spillede Tvebak. Deres dialog begyndte, og Ediths vrede vendtes nu mod dem. Jalousien lå som et gulligt væsen og vred sig i hendes mavesæk. Hun fik øjenkontakt med Adam, og da han spørgende løftede det ene øjenbryn, vendte hun hovedet væk i en hurtigt bevægelse.
Adam gik i forbavselse over hendes handling i stå midt i sin replik. Dorthe så misfornøjet på ham, men bad ham fortsætte, og Adam genvandt fatningen. Han færdiggjorde brødrenes dialog med høj røst, men Edith fornemmede en usikkerhed og forvirring på den måde, han udtalte nogle af ordene på. Inden i sig mærkede hun en følelse af forræderi.

Da prøven endelig var færdig, og Dorthe havde gennet alle eleverne ud af salen, forlod Edith skolen uden at sige et ord til nogen. Hun var stadig vred på Adam, men havde alligevel følt et ubehageligt stik i brystet, da han trådte af scenen uden så meget som at værdige hende et blik. Hans mundvige havde sitret, og Edith vidste bedre end nogen anden, at det hos ham var et tegn på nervøsitet og usikkerhed.

Da Edith den dag kom hjem fra skole, sad mor ved spisebordet og syede en ny knap i fars ternede skjorte. Hun så glad op fra sit håndarbejde, da hun hørte døren gå op, og hilste sin datter med begejstring i stemmen. Hun fik derfor også en mistroisk rynke mellem brynene, da Edith dramatisk slængede sin skoletaske i køkkenet og vredt brummede et utydeligt svar tilbage.
“Hvad er der galt med dig, frøken?” spurgte mor drillende, men høstede blot endnu et surt blik fra Edith, der allerede var på vej væk. Hun ville skynde sig ind på sit eget værelse, men mor kaldte hende tilbage i køkkenet med en streng stemme: “Du går ingen steder, før du har fortalt mig, hvorfor du er så oprevet, Edith.”
Edith vendte sig om mod mor, der havde lagt skjorten fra sig på bordet og nu sad med armene over kors.
“Jeg er ikke oprevet,” bed hun vredt mor af, men mor løftede spørgende det ene bryn, nøjagtigt som Adam havde gjort tidligere på dagen. Edith mærkede igen fornemmelsen af forræderi og misundelse som en blykugle i halsen.
“Edith, tro ikke, at jeg ikke ved, når der er noget, som tynger dig. Du er altid sådan en glad pige, så selvfølgelig er der noget galt, når du kommer brasende hjem på den måde,” sagde mor med fuldkommen rolig stemme. Edith satte hænderne i siden.
“Jeg synes bare ikke, at Dorthe er fair!” råbte hun hidsigt, men blev selv overrasket over sin hævede stemme. Mor lagde hovedet på skrå, for at bede hende om at uddybe, og Edith fortalte om det hele, stykket, Adam og hendes egen rolle som Sofie. Da Edith var færdig med sin fortælling, så hun op og mødte mors overraskede blik.
“Jamen, Edith, Sofie er da ingen lille rolle,” sagde mor. Edith rystede opgivende på hovedet. “Det ved jeg, men det er uretfærdigt, at Adam har fået en meget større rolle, selvom jeg er en bedre skuespiller end ham. Han er altid så usikker.”
Da ordene undslap Ediths mund, vidste hun selv, at hun havde dummet sig. Mor sendte hende et strengt blik. “Det kan du simpelthen ikke være bekendt, Edith. Hvis du netop ved, at Adam ofte er usikker, så kan du da ikke misunde ham på denne måde. Du skal i stedet hjælpe og støtte ham, han er altid så sød ved dig. Det må også være svært for ham at spille så stor en rolle, når han har en lav selvtillid, og derfor er det bare sejt af ham, at han tør tage udfordringen op. Jeg håber virkeligt ikke, at du har sagt noget lignende til ham.”
Edith dukkede nakken og så ned i gulvet. Den dårlige samvittighed vældede hen over hende som en mørk bølge, og tårerne voksede i hendes øjne. Hun mærkede mors hånd på sin skulder, og fik fremstammet: “Jeg synes bare ikke, at det er fair.”
Mor løftede hendes hage op, så deres øjne mødtes. “Edith, der kommer en anden gang, hvor det, at du er en pige, vil være en fordel. Sådan skifter det, nogle ting kan man, andre kan man ikke. Jeg synes, at du skal sige undskyld til Adam. Han kan trods alt ikke gøre for noget.”

Ediths gummisko blev våde af aftenduggen, da hun den aften bevægede sig hen over skolens græsareal. Mange af drengene fra klassen, heriblandt Adam, mødtes på tirsdage som netop denne for at spille fodbold. Edith kom nogle gange for at se på, og drengene blev derfor ikke overraskede, da de så hende komme over mod dem. De fortsatte blot deres spil, og Edith satte sig ned på en væltet træstamme. Adam befandt sig på den anden side af banen, men Edith vidste, at han var klar over hendes tilstedeværelse. Derfor sad hun blot helt stille og observerede spillets gang, og rejste sig først, da drengene begyndte at forlade pladsen for at nå aftensmaden. Edith så efter Adam og kunne på hans langsomme skridt se, at han kun modvilligt ville gå forbi hende. Hun tog en dyb indånding og tog fat i hans arm. “Adam, må jeg tale med dig?” Han så væk, men nikkede svagt. Nogle af drengene havde vendt sig om for at se, hvad der skulle ske. “Kan vi gå lidt væk?” Adam nikkede igen, og de gik sammen tættere på den lille skov, som omkransede skolen til den ene side. Edith kunne mærke på Adam, at han var vred på hende, og prøvede forgæves at møde hans blik. Da det ikke lykkedes, standsede hun op. “Adam, jeg skylder dig virkelig en undskyldning.”
Adam så stadig væk. “Jeg har de sidste par dage været enormt uretfærdig over for dig.”
Han vendte sig om og så trodsigt på hende, mens hans mundvige sitrede svagt. “Jeg har været misundelig over, at du har fået en større rolle end mig til skolestykket, og har fået det til at se ud som om, at det er din skyld. I stedet ville jeg bare sige til dig, at jeg synes du gør det virkeligt godt som Jonathan. Jeg håber, at du kan tilgive mig.” Hun rakte ud efter hans hånd, men Adam trak den til sig. I stedet sagde han: “Jeg har gået og været ked af det og nervøs, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg havde gjort forkert, siden du var så vred på mig. Det har også påvirket mig på scenen, fordi jeg var bange for, at du ikke syntes, at jeg var god nok.”
Edith fik våde øjne. “Det er jeg virkeligt ked af, Adam. Jeg har været meget dum og egoistisk. Du skal bare vide, at jeg virkeligt fortyder det hele. Jeg bliver nødt til at gå nu.” Hun vendte sig grådkvalt om, men standsede, da hun hørte sit eget navn blive nævnt.
“Edith, jeg er glad for, at du er kommet.” Hun vendte sig om. Adam så på hende med et lille smil om læben. “Ja, du har været både dum og egoistisk, men vi ved begge godt, at du er en bedre skuespiller end jeg, og at misundelse kan ramme alle. Jeg håber bare, at vi fortsat kan være venner som før.” Han rakte hånden frem mod hende, og hun tog den lettet. Derefter faldt de grinende hinanden om halsen, og på hjemvejen var alt tilbage ved det gamle. Adam gjorde grin med Ediths overreaktion, mens hun parodierede en stivbenet Jonathan.

Da Edith den aften lå i sin seng og læste sine replikker igennem, kunne hun ikke lade være med at glæde sig til næste teaterprøve, hvor Sofie endelig var med. Desuden, tænkte hun, så kunne det være ligegyldigt, om man havde den største rolle, bare man var med.


Begrundelse:

Agathe Placatka har skrevet en meget ærlig, troværdig og virkelighedstro historie. Hun er jordnær hele vejen igennem og relatere sin historie til en fortælling vi alle kender og formår at skabe karakterer som vi kan spejle og genkende os i. Hun griber og håndterer de simple virkemidler uden at blive for højtflyvende og abstrakt.

Hendes historie vidner om stor indsigt i de komplekse følelser en skuespiller har, fortalt i øjenhøjde og har styr på de faglige begreber.


Mvh
Tommy Duus

Caster/ DASK-online





Opret gratis profil med masser af muligheder.



Login som Medlem



Glemt dit password?
 
Opret gratis Profil


Dask Online   ·   Tlf: 26 99 33 13   ·   mail   ·   Facebook