Audition: SATURDAY NIGHT FEVER, VEJLE


dask nyhed

SATURDAY NIGHT FEVER, VEJLE

Deadline inden d. 26. maj 2019

NU SKAL ROLLERNE FINDES TIL SATURDAY NIGHT FEVER

ROLLEN SOM TONY MANERO, DER I FILMEN BLEV SPILLET AF JOHN TRAVOLTA, SKAL NU BESÆTTES, SAMMEN MED ALLE DE ØVRIGE ROLLER. OG SÅ SKAL DER DANSES SÅ SVEDEN DEN SPRINGER.

DER ER AUDITION SØNDAG DEN 26. MAJ FRA KL. 10.00 PÅ DOMUS I VEJLE

Så kridter Vejle Musical Teater atter banen op til den årlige audition. Rollerne skal nu besættes til den næste store musicalproduktion - "Saturday Night Fever – the musical” ", som Vejle Musical Teater producerer i et tæt produktionssamarbejde med Vejle Musikteater.

Det kreative team er på plads, med Isabel Ravn som instruktør, koreograf Patrick Terndrup og kor – og orkesterleder Anders Føns Haaber. Det er det hold, der skal bedømme, vurdere og besætte rollerne. Med alle kompetencer i behold, skal de sikre det bedste hold, der til januar skal stå på scenen i Vejle Musikteater, og her give den hele armen – og benene med i musicalen, der er baseret på den største disco-succes nogensinde.

John Travolta spillede oprindelig den 19-årige Tony Manero i discoklassikeren ”Saturday Night Fever” fra 1977. Om dagen er han ekspedient i en farvehandel i Brooklyn, men hver lørdag aften forvandler han sig til et utæmmeligt discodyr på det lokale diskotek. Han har en masse opsparet energi, som han får afløb for i sin dans. Først på dansegulvet bliver han helt sig selv.

Tony tilhører kvarterets katolsk-italienske mindretal, hvilket fører ham ind i klammeri med de stedlige Puertoricanere. Det slæng af unge fyre, han færdes blandt, er fuld af aggressioner og kvindeforagt, men Tony vil gerne nå videre og kurtiserer Stephanie, der bor smart på det forjættende Manhattan og har et job i et agentur, hvor de store stjerner færdes. Tony drømmer om selv at flytte til Manhattan, væk fra det italienske miljøs begrænsninger - og til slut ser det ud til at skulle lykkes.

Saturday Night Fever fra 1977 er alle tiders store discofilm. Den blev John Travoltas gennembrudsfilm og den største succes for gruppen Bee Gees, og den markerer et højdepunkt i halvfjerdsernes bølge af vrikkende hofter, åbenstående skjorter, farvestrålende lysshow og pulserende discomusik.

Filmens musik er skrevet af Bee Gees, der brød igennem helt tilbage i tresserne, men fik deres karrieres største hits med sange komponeret direkte til "Saturday Night Fever". Blandt de mest kendte er "Staying Alive", "Night Fever”, ”How Deep Is Your Love” og ”More Than A Woman”.



Sådan ansøger du!

Ansøg opslaget fra din profil eller opret en ny.



Mvh Tommy Duus

Caster/ Branchevejleder