Nederlagets Kraft – Om at finde styrken i afslag og tvivl

Nederlagets Kraft – Om at finde styrken i afslag og tvivl

Der er noget smerteligt ærligt over at få et nej. Et afslag på en rolle. En tavshed efter en audition. Tomhed. En følelse af, at verden lige har lukket en dør foran dig, og at du står udenfor med håbet i hånden og ingen steder at lægge det. Hvis du har prøvet at søge en rolle – hvad end det er en audition til et stykke, eller en casting til en filmrolle eller til optagelseprøve på en scenekunstskole – så kender du det. Den kriblende forventning. Og så… intet.

Men lad os tale om det, ingen rigtigt taler højt om. At det er præcis her – i nederlaget, i tvivlen, i manglen på tro – at brændet til bålet ligger. Det er her, du bliver skabt. Ikke i triumfen, men i tvivlen.


Den usynlige læremester: Afslaget
Afslag er ikke bare afvisninger. De er lektioner i forklædning. De fleste ser dem som stopklodser. Men hvad nu hvis vi ser dem som vejskilte? Hver gang du får et nej, får du samtidig muligheden for at finde ud af, hvorfor. Ikke hvorfor de sagde nej, men hvorfor du gør det, du gør. Hvorfor du er her. Hvad du vil opnå. Og hvorfor du ikke giver op.

Som autodidakt skuespiller, eller som aspirerende elev på scenekunstskolerne, bliver du bombarderet med forventninger – dine egne, omverdenens, branchens. Men virkeligheden er: Alle får afslag. Også de dygtige. De, du beundrer. Også dem.

Vi har side 1999 hos DASK fulgt tusindvis af skuespillere. Og fællesnævneren? Det er ikke talentet. Det er ikke skønheden. Det er ikke heldet. Det er vedholdenheden.


Tvivlen som drivkraft
Tvivl er ikke fjenden. Det er beviset på, at du tager det alvorligt. At du reflekterer. At du har noget på spil. Kierkegaard sagde engang: "Tvivlen er ikke modsætningen til tro. Det er et element i troen." Og jeg kan kun nikke. For du kan ikke tro på din vej, hvis du ikke har tvivlet på den først.

Den skuespiller, der aldrig tvivler, er farlig. For de tror, de er færdige. Og i det øjeblik du tror, du er færdig, stopper du med at udvikle dig. Den autodidakte tilgang lærer dig, at der altid er mere at lære. At du skal søge op – ikke kun på skolerne (Hvis du har alderen til det), men i livet, i menneskene, i erfaringerne.


Nederlaget som overgang
Tænk på nederlag som overgangsriter. Hver gang du falder, og rejser dig, er du rykket. Ikke altid fremad i en lige linje, men dybere. Det er der din karakter bor. Ikke den, du spiller – men din egen. Du bliver rundet af de gange, du blev valgt fra. Og hvis du tør bruge det, bliver du langt mere interessant at se på.

Vi anbefaler vores skuespillere at søge ind på scenekunstskolerne – ikke for at få et stempel, men for at få en proces. Det blå stempel er værdifuldt, men vejen derhen – og hvad du lærer af at prøve – det er guld.

Og parallelt med det, bygger vi DNA – Den Nye Autodidakte Skuespilleruddannelse. Fordi vi ved, at én vej ikke passer alle. Men målet er det samme: At blive hel som skuespiller. At forstå, at man aldrig er færdig. At tvivlen, afslaget og nederlaget er byggesten. Ikke mure.


Find din ild
Det handler om ild. Om at finde den. Og fodre den. Ikke med ros, men med modstand. For du har valgt en vej, hvor usikkerhed er vilkåret. Hvor du ikke kan måle dig frem til succes. Men du kan mærke, om du brænder.

Så næste gang du får et afslag, så sig "tak". Tak for træet til bålet. Tak for brændet, der skal få dig til at gløde endnu stærkere. Ikke i arrigskab. Men i beslutning. I klarhed. I vilje.

For det er i mørket, du lærer at lyse. Og det er i stilheden efter et nej, at du opdager din egen stemme.

Tro på at afslag og fejltagelser vil blive din styrke ;-)

Mvh Tommy Duus

Caster/ Branchevejleder