Casting: Videooplæsning af novelle skrevet af Ronan Vandrer


dask nyhed

Videooplæsning af novelle skrevet af Ronan Vandrer

Deadline inden d. 1. april 2020

Videooplæsning af novelle skrevet af Ronan Vandrer

Vi præsenterede i februar vores brugere for et tidligere koncept vi har haft her på DASK-online, i form af videooplæsning af noveller.

Læs mere ved at klikke her

Sådan gør du:
Kunne du tænke dig at gøre erfaringer med videooplæsning kan du starte her med denne novelle, som er ganske kort og overskuelig og dermed en god startnovelle inden vi præsenterer dig for noveller af lidt længere karakter og en anden kompleksitet.

Læs novellen igennem og overvej din iscenesættelse. Formen her er jo ikke bare en oplæsning, men du skal også skabe et visuelt univers og tolke novellen ind i den. Vi ser dig jo læse. Gør dig derfor overvejelser om den stemning rummet giver, med alle de virkemidler der findes som kan påvirke stemningen. Videooplæsning er altså ikke bare oplæsning ;-)

Forfatteren, I dette tilfælde, Ronan Vandrer (Som er mangeårigt medlem), får adgang til alle videooplæsninger af sit værk via vores CastSelvsystem og han og kun han bestemmer hvor mange og hvilke videooplæsninger vi, først i april, skal bringe her på DASK-online.

Forfatteren vil til hver en tid have brugsrettet og ophavsretten og kan derfor til hver en tid få det fjernet igen herfra siden, og skuespillerne som indsender oplæsninger kan til enhver tid også fjerne deres.

Indsendelserne foregår via vores CastSelvsystem, som du kan anvende hvis du har en skuespillerprofil eller en Agentprofil.

Det skal understreges at konceptet her ikke har noget kommercielt/ økonomisk sigte for hverken forfatteren, skuespilleren eller DASK-online, men er en platform for gensidig synlighed. Vi håber, at vi med formen kan vise vores skuespillere frem på en anden og anderledes måde.


Novelle/ shortstory til oplæsning

Transit

Skrevet og indsendt af Ronan Vandrer


De sidste rester af en udgået, gul køreplan, med tider for busser, muligvis tog, der for længst var kørt, dækkede det meste af en turistplakat, der forestillede en sorthåret sigøjnerpige. Kun det første bogstav af bynavnet var synligt, M…

Jeg tænkte på Maribo, Middelfart eller måske Mariager, vel vidende, at disse byer næppe ville reklamere med en mulatkvinde med svulmende barm og klædt som tyrefægter. Det var også temmelig ligegyldigt. Så jeg vendte atter blikket mod en kone, der sad med sit strikketøj og strikkede løs. Hun havde fanget min opmærksomhed, siddende ved vinduet, mens den rastløse trafik af mennesker, gik ud og ind af lokalet. I nogen tid havde jeg siddet og iagttaget hende arbejde, for hun strikkede med en rolig og støt ihærdighed, som hvilede hun i en sikkerhed om, at hver maske var selve livet – endnu en lille snørkel på vej mod målet. Det var hver maske selvfølgelig også, om ikke andet så fordi sokkerne eller vanterne, jo før eller siden, ville være færdige. Men der lå mere i hendes vedholdenhed end blot at producere vanter. Set udefra, sad hun tillukket over strikketøjet, lidt duknakket, og uden at se direkte på nogen, men hendes øjne var til stede i hele lokalet. Hun sugede til sig, alt hvad der foregik, satte informationerne ind på sit indre lager, hvor jeg forestillede mig, de blev til korte, knappe sætninger. Sjældent blev hun antastet eller spurgt om noget. Strikketøjet var hendes barriere mod omverdenen, som et armbind for blinde eller en kørestol der heller aldrig indbyder til samtale. Og da stort set ingen havde så meget begreb om uld og strikkepinde, at de kunne føre en samtale, ud over almindeligheder, fik hun lov til at sidde uantastet. Det sidste gjaldt også mig selv, jeg ved ikke en pind om strikning. Udtrykket var ikke ment som en vits, altså pind, strikkepind, blot for at sige, at mine evner til håndarbejde, ikke var stort bedre end de tilstedeværendes. Alligevel sad jeg, i det lidt dunkle lokale, og iagttog konen med strikketøjet. Folk passerede forbi hendes plads, tæt ved det sparsomme lysindfald fra det tilstøvede, og rummets eneste, vindue.

Jeg lagde mærke til, at selvom hun så ned hele tiden, var det kun tilsyneladende, hvorfor jeg tog mig sammen til at spørge hende om, hvad hun så. Så jeg rejste mig, gik over og satte mig ved hendes side, og uden indledende fraser spurgte jeg:
– Hvad er det du ser, der foregår..?

Hun strikkede videre, som havde hun intet hørt. Jeg havde tid nok, så jeg ventede uden at presse yderligere eller gentage mit spørgsmål. Så kom det, med en stemme der var rusten og utrænet af megen tavshed, at hun så såmænd bare så folk gå forbi.
– Tjae, sagde jeg, det gør de vel!

Mere skete der ikke, og jeg lod det være ved det. En halv snes minutter sad vi bare tavse, men da jeg ville rejse mig for at gå, sagde hun stille og hæst:
– Kom nu af sted unge mand, han giver dig billetten når du går ud.

Jeg undrede mig lidt over hendes opfordring, kastede så et blik over mod udgangen, hvor en temmelig kraftig herre fumlede med sine pakkenelliker. Med favnen fuld, forsøgte han at sætte sit tøj, tabte sin avis på gulvet og mumlede en stille ed. Jeg nikkede farvel til konen og rejste mig for at gå. Henne ved døren rakte den fumlende mand mig en flybillet.
– Her, sagde han, – tag denne her, jeg får sgu' aldrig taget mig sammen alligevel.
Han stavrede af sted med alt sit pak. ?– Tak, sagde jeg overrasket, men fik ikke fat på, om han hørte det, før han var borte.

Jeg vendte mig og så tilbage på konen inden jeg gik. Hun var lige begyndt på et eller andet nyt. Der var kun de første masker, og jeg kunne ikke se, hvad det skulle blive til.

Sådan ansøger du!

Ansøg opslaget fra din profil eller opret en ny.



Mvh Tommy Duus

Caster/ Branchevejleder


645 Sidevisninger