Videooplæsning/ Rekviem for en spejder - Novelle af David Garmark

Videooplæsning/ Rekviem for en spejder - Novelle af David Garmark

Maj måneds novelle til videooplæsning er en novelle af Skuespiller og forfatter David Garmark. David har i mange år haft sit virke her på DASK-online, og har med tiden landet mange spændende roller.

En rolle der med årene fylder mere og mere for David, er hans skriverier som er blevet til flere krimiromaner. Du kan jo prøve at google hans navn og se hvad der kommer frem.

Herinde kalder vi ham for den nye "Jussi"... (yousee) kan du se sammenligningen ;-)


Læs omkring vores Videooplæsningskoncept KLIK HER

Novellen nedenfor er et uddrag af en længere novelle, som du skal videooplæse via vores CastSelvsystem

Sådan gør du:
Kunne du tænke dig at gøre erfaringer med videooplæsning kan du starte her med denne novelle, som er ganske kort og overskuelig og dermed en god startnovelle inden vi præsenterer dig for noveller af en lidt længere karakter og af en anden kompleksitet.

Læs novellen igennem og overvej din iscenesættelse. Formen her er jo ikke bare en oplæsning, men du skal også skabe et visuelt univers og tolke novellen ind i den. Vi ser dig jo læse. Gør dig derfor overvejelser omkring den stemning rummet giver, med alle de virkemidler der findes som kan påvirke stemningen. Videooplæsning er altså ikke bare oplæsning ;-)

Forfatteren vil til hver en tid have brugsrettet og ophavsretten og kan derfor til hver en tid få det fjernet igen herfra siden, og skuespillerne som indsender oplæsninger kan til enhver tid også fjerne deres.

Indsendelserne foregår via vores CastSelvsystem, som du kan anvende hvis du har en skuespillerprofil eller en Agentprofil.

Det skal understreges, at konceptet her ikke har noget kommercielt/ økonomisk sigte for hverken forfatteren, skuespilleren eller DASK-online, men er en platform for gensidig synlighed. Vi håber, at vi med formen kan vise vores skuespillere frem på en anden og anderledes måde.

Denne Novelle er til oplæsning:



Rekviem for en spejder

Novelleuddrag af David Garmark

Det var rygterne, der gik ham mest på. I modsætning til, hvad folk troede, var han nidkær omring sit ry. Han var ikke ligeglad, som så mange andre af de kendte. Hvor mange sager havde han efterhånden haft fingrene i? 23? Nej. 24 helt nøjagtigt. Og en enkelt på sine ældre dage. En håndfuld serier og film. Ikke at han ældedes det mindste dog. Hvorfor var der ingen, der spurgte ham? Var han alene i verden?

Det faktum alene, og hans succesrate i løsning af komplicerede sager i hele verden, burde have givet ham en eller anden form for stadfæstet respekt hos folk. En respekt, der ikke burde kunne sættes overhørig. Gennem en menneskealder havde han underholdt. Havde han sat livet på spil for at afdække og afsløre neddrægtige plots i hele verden til fucking månen? Før Armstrong! Havde glædet unge som gamle. Igen og igen og igen, generation efter generation. Fanden tage det, hvis han skulle finde sig i alt. Nej, hans forfængelighed bød ham at hæve næven. Ryste den. Selvom han tvivlede på, at det ville gøre nogen forskel. Folk var uvirkeligt fasttømrede i deres opfattelse af ting. Måske var det bare menneskets natur at gisne om forhold, der aldrig blev beskrevet. Sådan opstod konspirationsteorier vel, tænkte han. Der var masser af formodninger omkring hans person. Hans liv. Han kærlighedsliv. Selvfølgelig. Han var elsket i hele verden. Af gamle som unge. Kunne han faktisk gå så langt som til at antage, at ingen hadede ham?

”Jeg er universel,” mumlede han og tog forsigtigt 9 millimeteren ud af munden. Han lagde den på bordet, mens hans øjne bevægede sig over byens gamle tage. Solen var ved at slå sig selv ihjel igen. Himlen en infernalsk og usandsynlig farve af ildspåsættelse.

Vinduerne. Så gamle, at de svedte fedtet.

Han sukkede dybt, mærkede allerede hvad der ville ske, og rejste sig. Et hørligt smæld fik ham til at bukke forover i uvelkommen, men velkendt smerte, der sendte, lammende elektriske impulser op gennem rygraden på ham. Som en hadet bekendt. Så gammel som han selv. Han måtte støtte sig til stolen. Som en olding. Ryggen. Den satans ryg. For helvede, hvor var den led ved ham. Den var helt gal. Dyret peb. Vagtsom som altid. Fysioterapeuter og massører i tonstal samt et par deciderede kvaksalvere med deres hokuspokus og voodoo og ildelugtende urter, der fik hans mave til at puste sig op som en eksploderende Hindenburg, havde forsøgt at afhjælpe hans problem. Og hans pengepung. Han havde et hæfte med øvelser, sirligt noteret ned i sin egen håndskrift, som han ifølge eksperterne skulle udøve hver dag.

Nogle gange følte han det vitterligt som om, han var døende. Inden i. I realiteten var alle døende, tænkte han. Levende ja, men døende. Alle mennesker forudbestemt til en eneste ting. Som et kollektivt, sekterisk fællesskab med en morbid og endegyldig fælles mission i livet: Ikke at eksistere mere. Hvorfor udskyde det uundgåelige? Den ultimative behandling mod livet og dets ligegyldighed.

Han havde haft tanken mere end én gang.

I foroverbøjet stilling fik han gang i benene, der i et tempo, der ikke udfordrede skæbnen, eller en nært forestående død, besværligt og usikkert fik bugseret ham ud i køkkenet, hvor han åbnede et frønnet skab. Han rodede gennem det. Noget faldt på gulvet og trillede ind under ovnen. Ting havde deres eget liv, der var omdrejningspunkt for alverdens ulykker. Den mindste ting kunne starte en kædereaktion, der kunne levere hurtigt og endegyldigt kaos for enhver. Så han ignorerede det, og fandt nogle forholdsvist milde smertestillende, åbnede køleskabet, hev en øl ud og fik den åbnet. Piller i munden, bajer for læberne, sved på panden.

”Jeg er universel,” stønnede han og slugte pillerne.

Mvh Tommy Duus

Caster/ Branchevejleder