Historier fra virkeligheden/ En beretning om livet i Los Angeles

Historier fra virkeligheden/ En beretning om livet i Los Angeles

Vi har eventyrlystne skuespilleraspiranter over hele verden her på DASK-online. Heldigvis tager de en masse erfaring med sig, som nogle vælger at give videre til andre. Os, her på DASK-online. Vigtig viden for dig som også er eventyrlysten. Vigtig fordi den kan give dig et andet og bredere perspektiv.

Vi giver her en anonym beretning. Ikke fordi at vedkommende ikke vil stå ved det skrevne, men fordi det historien der skal ud og ikke hvem der er bagved.


Læs med her:

Da jeg som teenager startede i gymnasiet, var følelsen af utilstrækkelighed konstant.

Jeg har aldrig været glad for at gå i skole, og gymnasiet var ingen undtagelse. Modsat mine klassekammerater gik jeg ikke synderligt op i at få høje karakterer, men gennemførte dog, med håbet om efterfølgende at kunne drage ud i verden og udleve mine skuespillerdrømme. Jeg kommer fra et kunstnerisk hjem med højt til loftet. Begge mine forældre er musikere og de har på mange måder inspireret mig til at gå mine egne veje, og følge mine drømme.

Jeg sparede op i nogle år, og tog efterfølgende til Los Angeles – mekkaet for håbefulde unge med skuespillerdrømme. Her påbegyndte jeg min uddannelse på en skuespillerskole, hvorefter en ny verden åbnede sig for mig. Jeg har altid været en følsom pige, og for første gang i mit liv var min følsomhed mig en fordel i form af en stor fordybelse i det, jeg lavede igennem min tid på skolen. Af mine undervisere fik jeg en positiv feedback for mine præstationer, og blev endnu mere motiveret og sikker på at jeg havde fundet min rette hylde i livet.

Jeg befandt mig pludseligt i knudepunktet for filmens verden og jeg må indrømme, at mit 21-årige jeg, på daværende tidspunkt, syntes at livet på den amerikanske vestkyst var federe end det, jeg kom fra. Jeg levede for en kort stund den amerikanske drøm, og denne tid blev for evigt et af mit livs højdepunkter. Dog var min nye tilværelse på livets solside ikke uden udfordringer. Jeg mødte mange mennesker på min vej, og ikke alle havde gode hensigter. Jeg havde i perioder svært ved at sortere de mennesker fra, som ikke ville mig det godt, for til trods for at jeg aldrig har været blåøjet, har jeg igennem min opvækst lært at tro på det bedste i mennesker. En opfattelse der ofte var en ulempe for mig.

Som tiden gik fik min tid på skuespillerskolen sin afslutning, og jeg skulle pludselig ud og være en del af en benhård branche. Jeg tror at frasen ’’at ramme en mur’’ beskriver denne periode i mit liv ret nøjagtigt. Jeg bevægede mig rundt i industrien på egen hånd og måtte se i øjnene, at alle omkring mig var kommet til Los Angeles af samme grunde som jeg selv, og konkurrencen var hård.

På min vej igennem La-La Land, blev jeg konstant mødt af mennesker, der fik mig til at føle mig mindre værd og min selvtillid var dalende. Jeg drømte ikke om at spille med i store Blockbusters og gå den røde løber, men blot at kunne leve af at lave det, jeg elskede at lave, ligesom jeg havde set mine forældre gøre det. På den måde adskilte jeg mig fra mange omkring mig, der var klar til at gå igennem ild og vand i håbet om at nå stjernerne. Og selvom jeg trods alt fik nogle uforglemmelige oplevelser under de varme solstrøg i Hollywood, så blev branchens trummerum alligevel for meget for min indre nordjyde.

De drømme jeg havde var med tiden blevet erstattet af en vished om, hvad livet i Hollywood i virkeligheden var og forsat er. En verden hvor SoMe-forbindelser betyder mere end de virkelige relationer, og en verden hvor måden du ser ud på, vægtes højere end de menneskelige værdier, du besidder – og sågar højere end dit talent. Efter min opfattelse en illusorisk verden, hvor mennesker går rundt og forsøger at overbevise sig selv og andre om hvor lykkelige de er, til trods for at virkeligheden oftest er en anden.

Alligevel blev jeg derovre og kæmpede imod min lyst til at rejse hjem, og som tiden gik, arbejdede jeg i forskellige jobs bag kameraet. Jeg fandt en enorm befrielse i at kunne foretage mig noget, hvor jeg ikke skulle bedømmes på måden jeg så ud på, men derimod på min kreativitet, og hvor mine faglige færdigheder betød mere end mit indhold på min instagramprofil – noget jeg aldrig har prioriteret ret højt.

Da jeg efter nogle år fik muligheden for at få et job hos et større filmproduktionsselskab, var jeg udkørt, og tiden var inde til at rejse hjem. ’’For good’’. Det var ikke før jeg havde været hjemme i nogle måneder, at det gik op for mig, i hvor høj grad årene i USA havde påvirket mig.

I starten kom mine symptomer snigende i form af en konstant ked af det-hed, som med tiden udviklede sig til en enorm ulykkelighed. Senere fik jeg fysiske symptomer og min krop stoppede med at fungere. Jeg besvimede i tide og utide og kunne intet foretage mig. Kort tid herefter blev jeg sygemeldt med stress, og jeg må indrømme, at dette tog mig lang tid at acceptere, da jeg i så mange år havde følt mig uovervindelig og aldrig havde troet, at jeg som kun 25-årig kunne rammes af stress i sådan en grad, at mit liv gik fuldstændig i stå.

Et par år senere påbegyndte jeg en uddannelse hjemme i Danmark, hvorigennem jeg på lykkelig vis fik mulighed for igen at beskæftige mig med scenekunst og film, som forsat er min store passion. Derudover har jeg siden min tid i Los Angeles medvirket i produktioner herhjemme både foran og bag kameraet, hvilket har været nogle enormt positive oplevelser, modsat mange af dem jeg havde i løbet af mine år i USA.

Jeg tænker tilbage på årene i Los Angeles som de bedste og værste i mit liv, og ved at rejse ud i verden har jeg lært så utrolig meget om mig selv. Det er den største kliché, men det er også det, der beskriver min tid derovre på bedste vis. Det var en utrolig oplevelse på godt og ondt og en rejse, der har dannet rammerne for den person, jeg er i dag. Til trods for at jeg igennem min tid i Los Angeles konstant mødte mennesker, som havde en holdning til min person, lærte jeg, at jeg er lige præcis, som jeg skal være, og at jeg ikke skal lade mig definere og påvirke af andre menneskers holdninger. Det blev noget af det vigtigste, jeg fik ud af mine år i USA.

Selvom min tid i Los Angeles tog hårdt på mig, vil jeg aldrig fraråde andre at rejse ud i verden og følge deres drømme. Dog ønsker jeg at huske andre på, at dét at turde følge sine drømme er en sejr i sig selv, lige meget hvor man ender. Lige såvel som det er en sejr at turde give sig i kast med noget andet, hvis det man troede man skulle, viste sig at være det forkerte. Ovenstående ved man ikke før man prøver, men med det sagt, er det vigtigt at huske sig selv på, at livet er en lang rejse, og der er mange veje at gå.


Tak, for at dele den beretning med alle os andre ;-)

Mvh Tommy Duus

Caster/ Branchevejleder