Begrebsafklaring: Forskellen mellem en casting og en audition
Begrebsafklaring: Forskellen mellem en casting og en audition
Begrebsafklaring: Forskellen mellem en casting og en audition
Ja, hvad er op og ned? Hvad er forskellen på en casting og en audition? Kan du definere den? Nej, ikke helt, vel? Men er det i bund og grund også ligegyldigt? Er det ikke bare to begreber/synonymer, der dækker over det samme?
Men der er faktisk forskel, og det skaber forvirring i vores bevidsthed, når vi ser begreberne anvendt i flæng, selv af fagfolk. Den generelle opfattelse er, at disse to begreber betyder det samme. Men spørger man en automekaniker, vil vedkommende fortælle, at der er forskel på vinterdæk og sommerdæk ;-)
Den korte definition/oversættelse:
Casting = prøvefilmning
Audition = optagelsesprøve
Casting = rettet mod filmproduktioner (foto, film, tv)
Audition = rettet mod teatret eller en performance/optagelsesprøve til scenekunst
Den længere forklaring – Casting
Ved en casting bliver du prøvefilmet. Der er altid et kamera som en del af denne proces, det skal altid være med. Uden et kamera er det svært at kalde det en prøvefilmning. Nogle oplever at komme til casting uden at blive filmet; i så fald har de ikke været til casting, men til en samtale. Af præcis samme årsag caster man ikke statister, da de ikke prøvefilmes.
Formålet med en casting/prøvefilmning er at se, hvordan du tager dig ud igennem en linse. Vurderingsgrundlaget ligger først og fremmest i det, vi ser efterfølgende, når castingen gennemgås, ofte sammen med andre, der ikke var til stede under den fysiske casting, og ikke i oplevelsen af dig i rummet, altså din performance. Var det ikke tilfældet, ville det ikke have noget formål at prøvefilme dig overhovedet. Hvad skulle man så bruge det til?
Vi prøvefilmer dig, fordi vi vil se dig igennem denne optik, fordi vi laver film/foto. Din sceniske udstråling kan sagtens være en anden end på scenen, og det er den faktisk ofte.
Folk, der stråler på scenen, kan blegne i linsen, mens folk, der forsvinder på scenen, stråler foran kameraet. Det er kun en prøvefilmning af dig, der kan afsløre dette. Spillemæssigt er der milevidt forskel på at spille til et kamera og stå på en scene. Tilstandene og hensigterne (spillet) kan godt være de samme, men din formidling af dem er meget forskellig. Hvis du har prøvet begge dele, vil du nikke genkendende til dette. Ikke alle dygtige skuespillere mestrer disse to forskelligrettede discipliner!
Den længere forklaring – Audition
Ved en audition bliver din performance/optræden vurderet i nuet af et panel, oftest bestående af flere personer. De vurderer din sceniske udstråling og om du “kommer ud over scenekanten”, i den brede forstand, som det nu indebærer. Deres vurdering, lige der, er afgørende for, om du kommer videre i processen eller lander rollen. Du vurderes LIVE, fordi du skal optræde LIVE.
Men hvorfor opstår der overhovedet forvirring omkring de to begreber?
I stedet for at beholde vores egne begreber som prøvefilmning og optagelsesprøve, anvender vi i højere grad de engelske betegnelser casting og audition.
Når vi adopterer andre begreber og forsøger at oversætte dem, opstår forvirringen – og når fagfolk (skuespillere/instruktører) også blander tingene sammen, bliver det til en sandhed uden at være det.
En anden ting, der skaber forvirring, er udsagnsordet “auditioning” og ordet “cast”.
Ordet auditioning betyder at gå til prøve på en bestemt defineret rolle: “I am auditioning for this role.” Her anvendes på engelsk samme betegnelse både i teatret og til film.
Ordet cast betyder rollebesætning og er et overordnet begreb, som også anvendes i både teater og film. Cast og casting er faktisk to forskellige ord – igen.
A casting og an audition er to forskellige begreber og må ikke forveksles med auditioning og cast.
Man kan dog godt være til casting/prøvefilmning (formen), hvor man samtidig er til audition/optagelsesprøve på en defineret rolle – så der er grund til, at man kan blive forvirret.
Jeg håber, dette gav en smule afklaring og mening ;-)
Læs flere af vores "Viden om" artikler, for at få afklaring omkring brancherelaterede temaer og generel indsigt.
Sådan ansøger du!
Ansøg opslaget fra din profil eller opret en ny.Mvh Tommy Duus
Caster/ Branchevejleder
146 Sidevisninger