Historier fra virkeligheden/ Signe landede rolle i spillefilm via CastSelv

Vi har tidligere skrevet om hvordan Signe landede rollen til spillefilmen "Undtagelsen", direkte via vores CastSelvsystem. I den forbindelse lovede vi at vende tilbage med Signes oplevelse af selve processen og optagelserne... Her er Signes egne ord


Jeg står ude i min have og har overtalt min nabo, til at hjælpe som kamerakvinde. Vi er i gang med castselv… Jeg er lidt mistænksom overfor den kvinde som påstår hun kender Camilla Bates og bliver forstyrret af børnelarm som jeg bare ved, Tommy vil sige er forstyrrende, for lyden på indslaget.

Vi får grineflip, sender ungerne over i nabohaven og prøver igen at være mistænksom.

Den selv samme Tommy fra DASK har instrueret mig i nogle varianter af de castselv jeg i går lavede med min søn.

Han er 11 år og måtte stå på en kasse for at filme mig i øjenhøjde. Jeg tager det seriøst og er realistisk med, at det nok ikke bliver til noget, som så mange andre cast. Det er en del af ”the game” som skuespiller, nogen gange er man lige det de søgte og andre gange ikke. Andre igen, er jeg blevet valgt fordi jeg lige, var den perfekte forstadsfrue (hvad det så er??) fordi jeg er så god til at dø (what??!!) sygeplejeske fordi jeg ser så rar ud (yes) og hot mom.. fordi (øøh..) sådan er der så meget jeg heldigvis får lov at spille og som forskellige instruktører ser i mig.

Denne gang gælder det nogle scener i spillefilmen ”Undtagelsen” af Fridthjof film. Jeg har kun et par dage til at indsende mine forslag og varianter, som Tommy så sender videre...


Jeg sidder i flyet på vej til Ungarn, Budapest. Tre dage hvor jeg kan hellige mig skuespillet. Super dejligt.

Udrejsedag – tjek in, forberede de få replikker. Optagedag, 11 timer er afsat. Hjemrejsedag.

Jeg samles op af en runner og kører med Johanne Louise og Lena Maria.. hov, jeg skal vist have mig et ekstra navn, mon mit Sol Signe gælder? Jeg er vant til at være afsted og møde mange mennesker og alligevel er jeg meget taknemmelig over hvor søde, afslappede og imødekommende de er.

Vi tjekker ind på hotellet som ligger 15 min. gang fra Donau.

Jeg har dobbeltseng, altan OG BADEKAR – I LIKE!

Selvom det er aften ved jeg at chancen er nu, hvis jeg skal nå at indånde lidt storby. Så jeg går afsted mod vandet og solnedgangen over Pest. Der er et leben med sporvogne, gademusikanter og stadig sommer i luften selvom det er september.

Tidligt næste morgen samles jeg op af en ny runner og Johanne Louise og jeg køres til makeup- og kostumevognen. Vibe som er kostumeansvarlig, har styr på valg af tøj, det ender med at være en blanding af mit eget og noget hun havde klar og jeg ender i makeuppen med Sidse Babett på min venstre side og Johanne på min højre.

Der er afslappet morgen stemning og snakken går på kryds og tværs mellem os alle, skuespillere som makeup team.

Det er først på set, at jeg møder min instruktør.

Der er stor koncentration og engagement. Holdet har været i gang i nogle dage og det er lange dage som kræver sit, af alle.

Der er altid tekniske udfordringer, gentagelser, ventetid, samarbejde.

Jeg er glad for jeg har så mange års erfaring, for det er tydeligt at tid er penge og at der er stramt program som skal overholdes.

Det kan gøre enhver skuespiller nervøs og det er det sidste, man må påvirkes af.

Da det kun er èn optagelsesdag for mig, kan jeg tillade mig at betragte alt virakket og nyde det, alt imens min klare strategi er, at være fokuseret og gøre præcis det som jeg er hyret til.

Alt flyder ud i et. Scene 15.. scene 20 og 21 eller var det 18? Koret skal lige på plads.. ACTION.. vi gør det igen.. skal vi skifte lys? Vinkel? Og de replikker jeg har øvet ændres og sådan plejer det ofte at være, godt jeg ikke lå søvnløs over det.

Der er meget varmt og vi tøser står i kø og til den elektriske ventilator som er kørt i stilling. I pauserne når vi at udveksle små hverdagshistorier, nogen bliver afbrudt af runnere som henter os til nye scener og nogle tages op igen, så snart næste ventetid indfinder sig. Man bliver cand. mag. i at have fortællinger og snakke på hold, som genoptages som om, der ikke havde været afbrydelser. Jeg er imponeret over hvor åbne mine medskuespillere er, det må alligevel kræve sit, at have det som fuldtidsbeskæftigelse og ofte blive udsat for nye ansigter.

Det lader de sig ikke mærke med og jeg føler mig velkommen og hjemme.

Vi får krammet hinanden som afsked, da jeg sent på aftenen kan kalde det en dag.

Mine fødder er ømme. Selvom jeg har verdens sejeste højhælede på, er fødderne ikke vant til så mange timer på tå. Det er direkte hjem i karbad!!

Perfekt.


Næste morgen pakker jeg sammen og følges med Johanne Louise hjem til Letland, hvor vi skifter til hver vores flyrute helt hjem til DK.

Jeg håber jeg får lov at arbejde med de 3 dygtige, imødekommende, prof seje tøser igen på en anden film og rigtig gerne med teamet Fridthjof film med instruktør Jesper W. Nielsen i spidsen.

Jeg kan godt den dag!

Mvh Tommy Duus

Caster/ Branchevejleder