Historier fra virkeligheden/ Malmros casting - At kende sandheden

Historier fra virkeligheden/ Malmros casting - At kende sandheden

Tilbage i maj 1999 fik jeg den spæde ide til hvad der skulle komme til at hedde Dansk Amatør Skuespiller Katalog, eller bare DASK. Så irriterende langt at sige i telefonen… at ordet Amatør blev sparet væk, men kunne stadigvæk beholde forkortelsen.

Allerede i foråret 2000 begyndte det at få sin gang på jord. Altså kataloget, for det var et katalog. Fysisk, med billeder og CV. Nøje scannet ind ved en grafiker. Dyrt. Superdårlige castingbilleder skulle jeg senere finde ud af, men det er en anden historie.

Jeg blev involveret i en Tv-serie fra Deluca film, som hed “Mit liv som Bent”, med Henrik Lykkegård som var blevet landskendt fra reklamefilmene med “Boller fra Kohberg” - Hva skal jeg sige. Måske husker du den? Instruktøren var Jens Folmer Jepsen, som jeg senere skulle assistere ved “Kongeriget” (2004) og “Selfistan” (2017) med Søs og Kirsten.

Der skulle findes statister, og her assisterede jeg naturligvis med mit katalog, som da rummede 200 skuespillere. Alle mine teatervenner og nogen der havde set mine selvproducerede plakater med slips i telefonbokse rundt omkring i Århus… Og jo, en del af dem er stadig en del af DASK her mange år efter ;-)

Serien havde en lidt særlig stil og inviterede mange kendte med i udvalgte statistroller som en lille gimik. En af dagene skulle selveste Nils Malmros medvirke, kunne jeg se på produktionplanen og samme dag læste jeg i Århus Onsdag at han snart skulle i produktion med en ny spillefilm, hvis han fik pengene. Ham måtte jeg møde, tænk hvis “mine” kunne få roller i hans film.

Jeg mødte op ved Øst for Paradis, hvor dagens optagelser skulle finde sted og satte mig ind i cafeen og skulede rundt. Hvem var Nils Malmros så lige? Hvem kunne ligne en Nils Malmros? Husk dette var før internettet nærmest og havde ingen ide om hvordan manden så ud eller hvor gammel han var.

Så blev det frokost og der kom nogle flere, maden blev stillet frem og jeg gik op i køen og skulede rundt… prikkede til en mand der stod foran mig og hviskede “Undskyld, men ved du hvem Nils Malmros er”?

Han kiggede noget månemandsagtigt på mig og jeg følte godt nok det var pinligt at spørge… Ja, jeg tror han sidder dernede ved stolen med den færøske sweater, sæt dig derned, lød svaret. “Kan jeg bare sætte mig, tror du”. Ja, ja de andre stole er jo tomme.

Sprang ud af køen og satte mig på en af de tomme stole, nu havde jeg jo fået lov. Hvem fan, havde iøvrigt sweater på i august?

Hvad der viste sig at være en pinlig situation i køen, skulle vise sig at blive endnu mere akavet. Manden jeg spurgte i køen var kraftedme Nils Malmros selv. Kan ikke huske vores samtale, udover at den var meget kort og at jeg fik hans visitkort med hans fastnettelefonnummer (Har det stadigt) og besked på at jeg lige kunne ringe til ham om en måned.

Yes… pinligt, ja. Men der var hul igennem, måske.

Det var en lang måned, for jeg besluttede at jeg ikke ville være den der irriterende påtrængende der ringede i tide og utide. Efter 3 uger, måtte jeg ringe. Ingen hjemme, måske heldigt nok.

Ugen efter forsøgte jeg igen… “Ja, det er Nils”

Hej det er Tommy Duus mig med skuespillerkataloget

- Hvem…?

Shit, det var opad bakke…

“ja vi snakkede ved Øst for Paradis og du gav mig dit visikkort og bad mig ringe efter en måned”

Gjorde jeg det? Nå, men ring om en måned, jeg har ikke nyt nu.

- Ok, tak…

PIS… han kunne jo vitterligt ikke huske mig

Måneden efter på dagen, klokkeslettet, ringede jeg igen og samtalen var en tro kopi af den første. Jeg tænkte, det er jo dumt at ringe igen der sker jo ikke en skid. Men det tumlede virkeligt oppe i hovedet… så naturligvis ringede jeg. Glemte faktisk at ringe på dagen, men dagen efter.

Og atter, atter en tro kopi af tidligere samtaler… Nix, slut, nej fandme om jeg ville ringe igen.

Men der skulle kun gå 2 dage, så ringede Nils dælme til mig. En af mine roomies kom med telefonen “Det er sgu Nils Malmros”. Svært at skjule stoltheden.

Hej Tommy, Det er Nils… vi går igang og vi skal mødes på Casablanca i morgen klokken 14.00. Så tag dit katalog med, så snakker vi lige… også lagde han på…. øh, OKAY!

Jamen… jeg kan ikke i morgen (Havde fremlæggelse på lærerseminariet med min gruppe) Heldigvis var der forståelse for at mødet her var vigtigere…

Aften, natten og formiddagen var ulidelig lang. Næsten som barn inden juleaften.

Jeg var naturligvis i god tid. 13.20. Jeg skulle ikke komme for sent. Jeg var lige kommet ind ad døren da jeg så en lille gruppe mennesker med “Barbara jakker” på stolene og fik øjenkontakt.

“Leder du efter Nils”, kom det… øh, Ja!

“Sæt dig, Nils er forsinket…” (Det fandt jeg ud af, kunne hænde)

Snakken faldt naturligt. Meget, meget, meget søde mennesker. Mennesker som senere skulle vise sig at være manuskriptforfatteren John Mogensen (nej, ikke ham) og stjernefotografen Jan Weincke og selveste Thomas Schindel. Opdagede slet ikke at Nils kom 2 timer for sent, men han kom og vi sad nu der igen.

Jeg fortalte lidt om mig selv, min baggrund med lærerseminariet, drømmene om at blive skuespiller og var i gang med at præsentere mit katalog og mine nu 450 skuespillere. Havde nemlig været i Jyllandsposten med en stor artikel, som jeg naturligvis havde klippet ud til fremvisning.

“Stop, stop, stop… Jeg må skynde mig at sige, jeg kan slet ikke bruge dit katalog…”

Pause…?? Hvis tiden kunne gå i stå, ja så gjorde den det her…

??“Men jeg kan bruge dig, også kan du bruge dit katalog. Du skal nemlig hjælpe mig med at caste”.

… Og resten er historie. Jeg kom i mesterlærer hos Nils Malmros, ansat af Nordisk Film og var ikke til at skyde igennem. Sidenhen castede jeg også til “Kærestesorger” og Nils var den første som anvendte mit “CastSelvsystem” til at caste til “Sorg og glæde”.??

Tak Nils ;-)

Mvh Tommy Duus

Caster/ Branchevejleder