Se Lærke Thams Nord Hansens Videooplæsning af novelle skrevet af Nicoline Hammer Johnsen

Se Lærke Thams Nord Hansens Videooplæsning af novelle skrevet af Nicoline Hammer Johnsen


Lidt for tæt

Nicoline Hammer Johnsen


Plastikspændet på den venstre skøjte lader sig et øjeblik tippe mod låsen, før jeg må give efter, og lade det springe op. Det giver et smæld fra sig, mit håndled låser igen, og jeg bander lavmælt. Jeg sidder på indhakket i den plastikbande, der omkranser skøjtebanen. Hallen er tom.
Efter en tid dropper jeg spændet, og rejser mig for tøvende at finde fodfæste på den matte, mælkehvide is. To af remmene på skøjten stritter ud i luften, og lukkemekanismen klaprer mod det hårde plastik, da jeg prøvende løfter benet og kommer til at sparke til en puk i forsøget. Jeg følger den med øjnene da den glider sløvt et par meter, før den standser. Det dunker i mine fingre. Fandens.

Klubben åbnede igen, men jeg vendte ikke tilbage. Det er først nu, flere år efter dét forår, jeg er begyndt at komme her. Efter lukketid, ind af bagdøren med koden, der stadig er den samme. Jeg ved ikke hvorfor, de ikke har skiftet den. Eller hvorfor jeg bliver ved med at komme tilbage.
Jeg forsøger at ignorere det gabende hulrum mellem foret på skøjten og mit jeans-klædte skinneben. Det gnaver, men jeg er ligeglad. Dunk, dunk, dunk. Jeg ryster min arm.
Videre, videre.
Noget i mig tror næsten på, det ikke vil ske i dag, men minderne skyller ind over mig. Jeg ser sløret op i halloftet, og når tørt at konstatere, at jeg kun er knap 3 meter fra banden, før jeg igen er tilbage…

Hallen er fyldt af kulørt lys, der reflekteres i is og øjne og klirrende flasker. Jeg ser for mig, hvordan vi sniger os som kriminelle forbi lukkede butikker og spøgelsesagtige skolegårde, gennem de tomme gader, hvor kun villa efter villa kaster gyldent lys på asfalten i firkantede kaskader.
I forgårs var vi i baglokalet på Frejas arbejde, men det blev opdaget. Vi har været i parken. I laden hos Jeppes forældre, bag containerpladsen.
Mulighederne er begyndt at ebbe ud, og alles øjne har hvilet på mig. Ingen hvisker til mig, at jeg skal vende om.
Jeg kan koden, og hallen står jo tom. Ligesom alt andet.
Vi vælter rundt på isen, nogen har skøjter på, andre glider rundt på sålerne af deres Nike-sko, mens ethanol i ukendt opløsning med brugsens appelsinjuice skvulper i plastikkrus. Orange-gule stænk siver ned i isen. Det ligner tis, og det får mig til at grine.
Hudsultne unge kroppe tumler ind i hinanden, suger desperat og kluntet til sig af en gammelkendt savnet følelse af andre mennesker tæt på. Nogen kysser, men jeg er ret sikker på, det er ikke mig. En lys tåge af virkelighedsfordrivelse hænger i luften, en bid af en verden, hvor det ikke straffes med bøder at være lidt i live.
Jeg er jo ikke syg, tænker jeg. Vi er jo ikke syge! Der er ingenting! Ingenting.
Glade stemmer, der runger mellem bander og vægge kender ingen bekymring. De taler et sprog, der ikke er hørt siden en fjern tid, hvor virus kun var noget, man fik på sin macbook, når man åbnede en tvivlsomt udseende e-mail, jeg flyver hen over isen efter måneders zombie-agtig stilstand i rækkehuset med mor og Line, vil ikke hjem, råber mod en håbefuld himmel af et forsvindingsnummer. Det er sent, alt kan ske og...
Jeg falder. Den gulplettede is forsvinder under mig, lys og musik drejer rundt i et kalejdoskopisk billede, smerten skyder op gennem mit højre håndled, mit venstre, mit knæ, mit hoved…

Hver gang jeg er tilbage på isen, er mindet der.
Det sidder fast. Verden sidder fast. Sidder fast, som mit åndssvage håndled, der aldrig voksede rigtigt sammen, fordi sygehusene var sygeligt fyldt op med syge mennesker.
Det er lige meget.

Jeg stavrer de 3 meter tilbage til indhakket i banden. Jeg fryser, og jeg vil hjem.
Lysstofrørene blinker svagt, og går så ud. Mørket bliver ikke ude i rummet, men lukker sig om mig. Lidt for tæt.

Mvh Tommy Duus

Caster/ Branchevejleder