Om type-casting som begreb – men hvorfor?

Om type-casting som begreb – men hvorfor?

Du har sikkert undret dig før.
- De samme skuespillere spiller de samme typer i film efter film.
- Og måske har du tænkt: Kan de overhovedet spille andet?
- Får de rollerne, fordi de lige netop kan spille dén rolle?
- Bliver de ikke selv trætte af at være den samme karakter igen og igen?
- Og hvem bestemmer i øvrigt, hvem der skal have rollen – og hvorfor vælges de samme igen og igen?

Der er faktisk nogle ret simple svar.
Men som så ofte: simple svar giver komplekse forklaringer ;-)

Det helt korte svar er dette:
Al casting af skuespillere til film er i udgangspunktet type-casting.

Typen overtrumfer i langt de fleste tilfælde skuespillerens færdigheder.
Typen kommer først, færdighederne bagefter.

Grundreglen er ret klar:
Jo mindre en rolle du spiller, desto mere type-castet er du.

Type-casting handler i langt de fleste tilfælde om alder og udseende, set i kontekst til den historie og den film, der skal laves. Først når denne ramme er defineret, kan castingen for alvor begynde.

Jo større en rolle du spiller, desto større udvikling har karakteren også gennem filmen. Enten fordi karakteren udvikler sig over tid, eller på det psykologiske plan. Ofte begge dele.

Når type-casting i så høj grad handler om udseende i forhold til rollen, spørger mange:
Hvorfor styler man så ikke bare skuespilleren efter karakteren?

Det gør man også, men oftest kun i forbindelse med de større roller. Her styler man de dygtigste og mest erfarne skuespillere, fordi produktionen tør tage risikoen. Det er også typisk i disse roller, at skuespilleren får mulighed for at udfolde flere sider af sit talent, netop fordi karakteren til dels er “skjult” bag makeup, kostume og kontekst.

Men det er langt fra altid nødvendigt at sminke sig ud af det.
Her kommer begrebet "casting against type" ind.

"Casting against type" betyder, at en skuespiller bevidst castes i en rolle, som ikke er det oplagte typemæssige valg.

Du skal sikkert lede lidt i hukommelsen efter eksempler, og det er ikke tilfældigt. For de bedste eksempler bliver ofte “usynlige”. Skuespilleren spiller sig varm, og du accepterer præmissen, uden at tænke videre over det.

Men når "casting against type" ikke lykkes, opstår der støj.

Hvis du som publikum sidder og tænker:
- Hun passer da slet ikke ind i den rolle?
- Kan hun virkelig være astronaut?
- Er det troværdigt, at han er gift med hende, med den status hun har?
- Kan en pilot virkelig være så ung?

Så er det ikke skuespilleren, der fejler – men præmissen.

Hvis filmens kontekst og forklaring ikke er tydelig fra starten, køber du ikke historien. Og den støj forsvinder ikke. Den følger dig gennem hele filmen og forstyrrer din helhedsoplevelse. Nogle gange kan den være svær at sætte ord på, men følelsen er der.

Kender du derimod præmissen fra start, kan børn spille voksne, og mænd spille mødre. Alt handler om den kontekst karakteren lever i


Men hvorfor bliver de samme skuespillere så ved med at blive castet i de samme typer?

Det simple svar er:
Fordi de er pissegode i rollen, og ingen andre gør det bedre.
Og ja, nogle gange tilpasses manus endda, så det passer endnu bedre til netop dem. Skrives til dem.

Den mere komplekse, og måske lidt irriterende forklaring handler om økonomi.

Film handler om kunstnerisk succes, anerkendelse og om at tjene penge. Alle tre dele er forudsætninger for at få mulighed for at lave den næste film. Derfor ser du ofte de samme skuespillere gå igen, i roller, der tilsyneladende minder om hinanden.

Men ofte er forskellene ikke i det ydre, de ligger på det psykologiske plan.
Når en skuespiller arbejder med sin karakter, er det sjældent stemmen eller bevægelsesmønstret, der ændres markant fra film til film. Medmindre det er en tydelig præmis. Ellers risikerer det at virke unødigt komisk. (Medmindre det netop er en komedie.)

Netop gyser- og komediegenren tillader et bredere spil uden at det nødvendigvis bliver støj. Men de er også farlige genrer for skuespillere. Balancen er ekstremt fin og falder den, peger pilen næsten altid på skuespilleren. Også selvom ansvaret i virkeligheden ofte ligger ved castingen og instruktionen

“Hvem tager æren for den gode, eller den dårlige – skuespillerpræstation?”
Det er en evig diskussion i fagkredse.

I sin kerne handler type-casting om identifikation.

Er castingen god, har du som publikum en klar og sikker fornemmelse, allerede første gang du ser karakteren. Du skal ikke bruge energi på at overveje, om vedkommende burde være en anden. Gør du det, er det bare dårlig casting.

Identifikationen er særlig tydelig i reklamefilm. Her har du få sekunder til at danne dig et indtryk. Er fitnessinstruktøren ikke selv veltrænet, er det ham, der stjæler fokus, ikke produktet. Medmindre han er produktet.

Roller i reklamefilm er i meget høj grad ren type-casting og har ofte meget lidt med skuespillerfærdigheder at gøre. Til gengæld er det netop her, du som ukendt kan få gode muligheder, hvis du matcher typen.


Men når du som skuespiller ved alt dette, hvordan skal du så handle på det?

Du skal finde ud af:

- hvilken casting-type du er (Dit universalbillede/ headshot)

- hvilket psykologisk register du kan spille (Er du helt eller skurk- forsimplet)

- hvilke filmgenrer der matcher dig bedst (Realisme eller komedie)

Du skal også vide, at det er en lang rejse, og at din type kan ændre sig over tid. Livserfaring kan modne dig i nogle retninger og lukke døre i andre.

Men når du finder ud af det – gennem træning, sparring, casting, coaching, kortfilm, reklamefilm, mere træning og mere erfaring – så skal du dyrke de sider, hvor du passer ind, og hvor du er stærkest.

Spild ikke tiden på noget, du hverken er dygtig til eller har lyst til at være i.
Dyrk dine styrker. Og brand dig på dem. - Se så får du jobs, som alle de andre skuespillere som kan deres kram i de roller de castes til ;-)

Så næste gang du får et afslag, er det ikke nødvendigvis fordi, du var en dårlig skuespiller, men fordi en anden var "rigtigere" til rollen.

Vi har skrevet flere artikler om dette under "Viden om" – men det er også et gennemgående fokus på vores DNA-uddannelse ;-)

Mvh Tommy Duus

Caster/ Branchevejleder